En ørred stryges for rogn ved sidste års Store Strygedag i Esrum Ålaug. Foto: www.fiskeringen.dk/esrum-aalaug 19.11.10 – IGEN I ÅR afholder Ålauget i Esrum store strygedag, hvor store og små ørreder skal give deres bidrag til de kommende generationer i Esrum å, samt til andre vandløb, der løber ud i Kattegat og Øresund. Så når du fanger en ørred på kysten i disse områder, kommer den måske fra Esrum Å.
Og nok er det spændende at fange fisken, men på strygedagen får du også mulighed for se, hvordan livet starter for en ørred fra et klækkeri. Flittige hænder har nemlig været ude for at elfiske gydeklare ørreder i Esrum Å. Rogn og sæd skal først stryges af fiskene, og siden foregår foreningen og undfangelse, inden æggene havner i klækkebakkerne.
Esrum Ålaug har mange års erfaring med at give fiskene den bedste start i livet, og har efterhånden skabt nogle fine rammer i klækkeriet på Esrum Møllegård. Både børn og voksne er derfor meget velkomne til at besøge Store strygedag på Esrum Møllegård, Esrum, den 28. november 2010 kl. 11.00. På dagen vil der være mulighed for at købe drikkevarer, pølser fra grillen og høre om Esrum Ålaugs arbejde og se klækkeriet, samt melde sig ind i lauget.
Har du også lyst til at se og evt. hjælpe med til el-fiskeriet, skal du henvende dig til Pelle Guldberg på email pelle@fiskeringen.dk