Efter den sidste uges bonanzafiskeri en del steder – og en heftig snert af forår i luften, har der været massevis af folk på kysten her i weekenden. En af dem, der fik en fin fisk ,var Jan Pryds, der var på klubtur med Ærø Sportsfiskerforening.

– Lørdag morgen så alt svært ud fra starten af, fortæller han. – Vandtemperaturen lå på to grader og saltholdigheden var oppe på over 20 promille, så det kunne næsten ikke være værre, men det skulle selvfølgelig have et skud. Det eneste positive var, at vinden var i den retning, så mit yndlingsspot på Ærø kunne fiskes! Det sker så sjældent, og er vinden bare skrå på kysten, så er pladsen lukket her. Men i dag stod den perfekt.

– Jeg måtte kæmpe lidt med at komme ned til spottet, for jeg sad fast med bilen på en græsvej pga. af alt det vand, som vi har. Nå pyt men pyt tænkte jeg – der måtte jo bare ringes efter autohjælp efter fiskeriet… Da jeg endelig kom ned til vandet, var det hele perfekt. Der var let tonet vand og gode bølger, men piv koldt, så det var bare om at komme i gang. Jeg begyndte med fladbukken, som fik et hurtigt stryg over pladsen, men der skete ikke noget. Hmmmmmmm… Det lugtede bare af fisk, så der måtte en ny ny strategi til. Så satte jeg en Silling i sølv på i 17g, så jeg kunne komme længere ud, for jeg har erfaring med, at fiskene her tit står rigtigt langt ude i kastet. Jeg kastede alt, hvad jeg kunne, og holdt stangen i strakt arm 45 grader, til agnen var landet for at få de sidste 5-10 meter med i kastet.

– Jeg skulle lige forbi huset inde på land, og så kom hugget helt ude i kastet. YES! Jeg vidste, at den var god, for når den bare ruller og lavet tunge hovedryst, så ved man ofte, hvad der er for enden. Den tog de vildeste udløb, og jeg prøvede op til flere gange med nettet, men den ville bare trække noget line ud. Efter 4-5 minutter kom den i nettet, Ja tak – en blank overspringer på ca. 55cm. Derefter brugte vi fire mand noget tid på at få bilen fri, men pyt det var det hele værd, når det lykkedes, slutter han.

Denne fine oplevelse var en del af Ærø Sportsfiskerforenings anden fællestur i år for otte af klubbens medlemmer samt to gæster – Torsten og Jan. – Otte opnåede flex på stangen, og tre fisk blev indvejet, supplerer Hans Henrik Burkal fra foreningen. – Kun Vu´s havørred holdt konditionen med blot 10 gram – 40,5 cm og 0,665 kilo, hvormed han blev vinder af dagens konkurrence. Den største havørred var Jan Pryds fisk, som du ser ovenfor på – 53 cm og 1,465 kilo. Næste fællestur er lørdag den 9. marts, hvor der kan startes ud fra midnat. Klokken 13.00 serveres der varm mad og en øl ved en alt efter vejret meddelt strand på dagen. Indvejning og afslutning i klublokalerne klokken 17. 00, slutter Hans Henrik.

Du kan få yderligere info om turene og foreningen af Hans Henrik på 20 15 17 89 eller e-mail hhburkal@gmail.com. Læs mere om Ærø Sportsfiskerforening her.

 

Grejxperten - Black November

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This