– Efter flere ture efter helt i 2020 og 2021 forskellige steder i Jylland lykkedes det mig endelig at finde et spot med bidelystne helt om morgenen lørdag d. 1 maj, fortæller Mark Hemmingsen. – Jeg ankom ved fiskepladsen lige omkring solopgang og riggede to feederstænger til med et hjemmelavet paternostertakel bundet på en flourocarbon med en brudstyrke på 5 kg med to Kamasan Wide Gape Specialist str. 10 kroge og 20 grams lod for enden. Krogene blev agnet med regnorm og herefter kastede jeg taklerne 20 meter ud i forskellige retninger.
– Det første rig nåede kun at ligge i et minut, før morgenfreden resolut blev afbrudt af et kontant hug med et modhug til følge. Fisken var hårdtfightende, og helten sprang fri af vandet flere gange. Lige før netkanten røg krogholdet desværre… – Argh, P**, tænkte jeg. Hurtigt kom jeg friske regnorm på krogene, og taklet blev på ny kastet ud til samme sted. Taklet nåede lige at ramme bunden, før små bevægelser i stangtoppen indikerede, at der var fisk omkring taklet. Jeg nåede ikke engang at sætte stangen i stangholderen, inden en god fisk trak i den anden ende af linen.
– Efter en god fight kunne jeg lande en rigtig flot helt på 38 centimeter, som efter et hurtigt foto til årets artsjagt, kunne få friheden igen. Jeg fiskede herefter videre i små tre timer og landede omkring 20 helt med en topfisk på 48 cm og 1,12 kg. Derudover fangede jeg en flot havørred på 56 cm. Alle fiskene blev genudsat.