– Turen gik her den anden dag til Kaldred Put & Take i jagten på store fisk, fortæller Mickey Hansen. – Jeg havde sat vækkeuret til klokken 02.30, og så var det ellers afsted. Vel ankommet til søen klokken 04.45 mødtes jeg med en kammerat, og så gik vi en tur rundt om søen for at se om vi kunne se nogle fisk i det spirende morgengry.
– Man må sige, at vi fandt stimen, og så var det ellers i gang med at rigge stænger til. Jeg gjorde to stænger klar. Den ene var min trofaste Præsten Reeper 7″ 1,8-7 gram, og fordi fiskene gik højt, blev der blev monteret en præsten mini på 3,5 gram i orange/glow. Den anden er en demo af den nye præsten Reeper 2, der blev der monteret en fidus som vejer 2,8 gr i pink/gul.
– Vi var klar til start klokken 07.00, men da det stadigvæk var mørkt, blev vi enige om at trække den cirka 20 minutter, til det blev rimelig lyst, så vi kunne se de mange fisk lige foran os. Vi kastede alle ud samtidig, men fiskene gad ikke rigtigt at lege med, så først efter 10 kast fik jeg fisk på. Den tog cirka 20 meter udløb med det samme, og svømmede lige ind i min kammerats line, så den blev viklet helt ind i min line, og jeg kunne ikke trække den ind, da hans gennemløber sad fast i mit topøje…
– Det lykkes til sidst at få den fri, så jeg kunne forsætte min fight og lande fisken, der var en rigtig flot guldørred på 5.2kg. Jeg fik afkroget den og kastet efter fik jeg en lille regnbueørred på cirka 1kg. Herefter fiskede jeg videre og gik en runde rundt om søen, hvor jeg fik en lille regnbueørred mere på 1kg. Jeg så flere store fisk, men de gad ikke lige med i dag. Alt i alt var det en god og hyggelig tur med vennerne, men en super ny PR på guldørred, som resultatet.