– Jeg tog ud til en stor offentlig sø om aftenen, hvor jeg startede med at kaste boilies, der var godt soaket i hampolie, ud med kasterøret, fortæller Rune Mossom Nielsen. – Der blev fyret en del afsted i en spredning på 20 meter, hvorefter jeg lagde begge mine rigs ud på spottet. To timer senere skreg alarmen, men jeg kunne ikke estimere størrelsen på fisken, da den fulgte med ind ret let. Da karpen viste sig første gang, så jeg kun halen, og var ikke i tvivl om, at det var en storkarpe. Fighten var herefter tung, men overraskende nok ikke vild. Sikke en fisk jeg fik landet, selvom jeg ikke helt kunne se, hvad der lå i nettet til at starte med. Vægten røg op på 16.2 kilo.