– Jeg har længe gerne ville fange en sandart taget på målrettet fiskeri nede fra strækket på Susåen i Næstved, da jeg indtil videre kun har fået dem oppe i toppen af systemet samt i søerne, skriver Bettina Lorentsen til Fisk & Fri. – Jeg var tæt på sidste vinter, hvor jeg desværre mistede krogholdet på en, og derefter “kun” fik havørreder under mine forsøg på at fange en sandart. Men – nu var den der endelig! Jeg fik i går min første sandart fra Næstved, og den vejede 3,7 kg!
– Agnen var en 14 cm død agnskalle fisket aktivt på et 0.45mm nylon rig, som nok minder mest om en blanding af et drop-shot rig og et klassisk ophæng med en str. 2.0 enkeltkrog. Fire kast var alt, hvad der skulle til før det sagde SLASK den aften! Den blev selvfølgelig nænsomt sat fri igen, og svømmede afsted med voldsom fart, så jeg blev plasket helt til, og tilføjer at det så vidt vides er den største sandart taget på strækket i 20 år. Min mand har fået en del under knudefiskeriet dernede i 2019 og 2020, men de har alle været omkring kiloet. Brakvandssandarterne trækker op fra fjorden og kanalen hver vinter.
Susåen og dens søer ligger inden for sandartens naturlige udbredelsesområde i Danmark, men hovedparten af de fisk, der er længere oppe i systemet er sandsynligvis primært eller udelukkende efterkommere af udsatte fisk. Men – de fisk som fanges nedstrøms den sidste spærring på Susåen kan sagtens være vilde og naturligt indvandrede sandart – eftersom sandart i høj grad strejfer til danske vandområder fra de andre naturlige bestande i østersøområdet.
Læs mere om sandartens naturlige udbredelse her.