Der er lige nu en del undslupne regnbueørreder i området ved Dybsøfjord, så der er blevet taget en hel del fisk her på det seneste. En af dem, der har haft sig en hyggelig dag i området, er Kim Faber:

– Jeg har lige været på en kort smuttur til den lokale kyst ved Enø, fortæller han. – Mest for at nyde det smukke, stille vejr, men også fordi der er regnbueørreder i området for øjeblikket. Jeg gik mod syd og kastede lidt ind over partiemed ålegræs uden at mærke noget og forventede egentlig ikke det store.

– Da jeg nåede et stræk med store sten, placerede jeg mig bag dem og sendte et kast over noget dybere vand, fortsætter Kim. – Sørme om ikke jeg havde en ordentlig trykbølge efter blinket 25-30 meter ude, hvor vandet skiftede til lav, fin sandbund. Et par spinstop udløste ikke hugget, men ørreden fulgte stadig efter og lige foran stenene, så jeg den tage agnen. Modhug og kaos. Jeg nåede lige at løsne bremsen, inden den lavede første spring. Så piskede den ellers afsted med skum efter sig og sprang igen. Fem vilde spring blev det til i en fed fight.

– Den blev langsomt udtrættet, og jeg fik fisken sneget rundt om en stor sten foran mig. Men med det samme jeg stak nettet i vandet, gik den grassat igen og havde i forvirringen nær landet sig selv. Regnbuen var helt oppe på land i en ordentlig spurt, tumlede ud igen og så lykkedes det mig at få den over netrammen. Hvilken tromlefed regnbueørred det var. Det var lige før, den havde større topmave end jeg, og den var fuldstændig pakket med rogn, Desværre var jeg kommet til vandet uden vægt og målebånd, så jeg må skyde den i hvert fald at veje mere end 3 kilo. Bag mig var et par på gåtur kommet til, og de fik fisken med hjem efter lidt hurtig hjælp med rensningen. Så var deres aftensmad klaret. Uanset, at regnbueørrederne ikke hører til ved kysten, kan man ikke klage over deres eksplosive fight, der fint kan måle sig med en blank overspringer, afslutter Kim.

 

Friluftsland

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This