– Det var med stor forventning og håbet om mange laks i åen, at jeg kørte afsted til årets første laksetur kl. 05.00 med kurs mod Gram Å, fortæller Allan Kjærgaard. – De første tre kvarter gik jeg selv ved åen og fiskede, men så dukkede andre morgenfriske lystfiskere op. Efter at have fisket strækningen forholdsvis hurtig igennem, dog med flere kast ved hullerne men ingen kontakt, gik jeg mod bilen for at skifte vandløb.
– Jeg fiskede måske lidt atypisk, da jeg altid fisker strækningen hurtigt igennem efter holdingen, ”jo mere vand jeg kommer igennem, desto flere laks kommer jeg forbi”, fortsætter han. – Og så vil der nok altid være én som snupper spinneren. Jeg kørte i Flads Å og endte sidst på dagen i Gels Å, hvor jeg havde en som fulgte med ind på lavt vand og ruskede i kondomspinneren, men slap. Efter at have været i løbende dialog med min fiskemakker Brian Festersen, som fiskede i Kongeåen og havde smidt en laks, meldte jeg mig ind i SSF samme aften, og dagen efter tog jeg til kongeåen. Her blev fisket lidt på samme måde hele dagen, og jeg havde en følger, som vendte bag spinneren, så jeg kunne se den store blanke side, og mere skete der ikke.
– Den næste dag skulle egentlig gå med oliere vinduer i huset, men det tog ikke mange minutter, da min fiskemakker Niels Ole Kjær ringede og spurgte om jeg skulle med til Flads å. Og det tog ikke mange minutter, før han fik mig overtalt… Han havde smidt en stor laks på premieredagen, som vi ville fiske på. Vi kom til åen kl. 10, og havde hele åen for os selv. Vi fiskede strækningen rigtig godt igennem på fire timer, uden at opleve andet end en gedde bryde overfladen. Så kørte vi til Gram Å for kun lige at fiske et par sving. De mange timer ved åen var så småt begyndt at sætte sine spor i kroppen.
– Jeg ville slutte dagen i et sving, hvor jeg hvert år senere på sæsonen har haft kontakt til fisk. Det tog et eneste kast – og bang. Laksen huggede brutalt med vilde rusk og udløb nedstrøms i åen, hvor den og stillede sig dybt midt i vandløbet. Fighten blev lidt udfordret af et væltet træ halvvejs ude i åen, hvor laksen tre gange gik under, men jeg kunne få den presset op til mig igen, før den gik til modsatte bred og så nedstrøms. Heldigvis kunne jeg følge med, til jeg kom til det næste træ. Nu havde fighten varet lidt, så jeg valgte at lægge alt det pres jeg kunne, for at få laksen til at svømme om til mig igen, da jeg umuligt kunne følge laksen nedstrøms. Det tog yderlige to udløb nedstrøms, til laksen kom ind til egen bred, og jeg kunne lande fisken, som målte 93 cm og vejede 8 kg.
– Jeg tog dagen efter igen til Kongeåen med Brian Festersen. Vi startede med en gang morgenmad på P-pladsen, inden vi skulle fiske et længere stræk nedstrøms. Godt og vel en time inde i fiskeriret, kunne jeg nette en flot havørred på 3.4 kg for Brian, men så sker der ikke mere her. Vi prøvede derfor nogle andre strækningen senere på dagen.
– Da vi valgte at stoppe kørte Brian hjem, men jeg havde lige et spot, som jeg ville prøve nogle kast i, inden det var slut. Igen gik jeg selv på strækningen, hvor jeg fiskede hullet igennem. Der skete intet, så jeg gik ned for at fiske en dyb rende længere nedstrøms, men igen intet. Så gik jeg tilbage for at tage de sidste kast i hullet, og efter et par kast havde jeg et dunk på spinneren.
– I tredje kast derefter huggede laksen, og den var endnu vildere end laksen fra Gram Å. Den lavede korte vilde udløb, rusk og rul og kunne landes sikket efter en rigtig god fight. Laksen målte 90 cm og vejede 7,2 kg, og den havde løse skæl. I alt har jeg fisket 38 timer siden man måtte fiske igen, og jeg har fået en masse gode oplevelser. Nu venter jeg bare på at Danmark og Norge åbner grænsen, da jeg har tre laksture til Norge fra Juni til August, slutter han og supplerer: Knæk og bræk til jer alle.

Allan Kjærgaard med sin fine laks fra Kongeåen