– Forleden valgte jeg at vende tilbage til søen, hvor jeg tidligere havde kørt et to-ugers fodringsprojekt, som jeg havde holdt det sparsomt ved lige siden da, fortæller Jesper Larsen.
– Vel fremme onsdag aften gik jeg tungt læsset ned til søen, og jeg fik fodret op samt rigget til. Ventetiden var nu i gang – og timerne gik og gik. Bip….bip…. Få minutter senere bip….bip….! Dernæst fik jeg et meget forsigtig og sløvt slowmotion run, men den spyttede.
– Jeg tænkte, at det måtte være noget andet end en karpe. Derfor rullede jeg rigget ind og skiftede mine gummi-majs ud med et noget lettere rig og en 12mm Sweetcorn boilie, som var det mindste jeg havde med. Herefter lagde jeg rigget tilbage klods op af sivene samt toppede let op med lidt forfoder.
– Først tæt på klokken to om natten, hvor jeg småblundede lidt i stolen, blev jeg vækket af bidmelderens skrig….! Jeg fik fat i stangen og strammede op. Kæmpe modstand var der ikke, men lidt kunne den da trods alt stritte imod på karpegrejet. Pandelampen blev tændt, så jeg kunne nette og lande fisken, der viste sig at være en smuk guldsuder, som jeg flere gange har jagtet, siden jeg først spottede den i 2023. Jeg var faktisk begyndt at tro, at den var gået tabt for altid, men det var den heldigvis ikke. YES. Jeg tog et par fotos og kom den i min keepsack. Resten af natten forgik med et smil, mens jeg ventede på solopgangen. Men ikke så meget som et eneste bip mere kom der.
– Ved solopgang riggede jeg klar til fotos og hev skønheden op på måtten. Hold nu op … den var endnu smukkere i solens første stråler. Jeg havde nu tilbragt 15 timer bag stængerne, og havde faktisk kun fået denne ene suder. Men – når en fisk er så speciel, ja så er det, det hele værd, slutter han og har dermed endnu et lod i hatten til den store lodtrækning en fed fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
Læs mere om hvordan du selv kan være med i lodtrækningskonkurrencen om drømmerejsen til Amazonas her.










