– Jeg vågnede klokken fire i morges og kunne ikke sove, så det var oplagt at tage på fisketur, fortæller Alan Andersen. – Klokken seks er jeg på Nordjurs, hvor jeg begynder at affiske et stræk, hvor der ligger 4-5 gode muslingerev fordelt på 1-1,5 kilometer. Der er en god vind skråt fra siden, et let svæv i vandet og godt gang i vandet, hvilket er helt perfekte forhold. Jeg gennemfisker strækket grundigt med en Silling i farven Pattegris uden held, så på vej tilbage skifter jeg til et af mine yndlingsblink – nemlig Snurrebassen str. 3 i sølv, der tre uger forinden har givet mig en fin og blank 3,7 kilos havørred.

– Ved et af revene holder jeg stangen relativt højt for ikke at gå i bunden, og pludselig ser jeg en stor hvirvel lige bag blinket, fortsætter han. – Jeg spinner videre, men det er først i det aller sidste spin-stop lige inden stangspidsen, at hugget falder tungt og ubarmhjertigt.

– Som det så ofte sker, når man kroger en stor fisk på så kort line, sker der det farlige, at fisken vælter rundt inde foran – et scenarie, der let kan koste krogholdet, hvis man er uheldig. Til alt held ender det med, at fisken tager et langt udløb på omkring 30 meter, og så er den pludselig noget nemmere at have med at gøre. Herefter lader den sig pumpe lidt nærmere, hvorefter den går tungt fra side til side, uden at jeg får den særligt meget nærmere på kysten. Til sidst begynder den dog at blive træt, men desværre er mit Greys net lige i underkanten til sådan en stor fisk, og da jeg kan se, at fisken er kroget solidt lige i saksen, kaner jeg fisken på land.

– Den flotte blankfisk viser sig at være 75 centimeter og 4,2 kilo. Jeg fisker videre noget tid, men til sidst bliver vinden så kraftig, at jeg beslutter mig for at tage hjem i varmen, slutter Alan.

Foto: Steffan Wied

Har du også fanget en stor eller smuk fisk, som du gerne vil dele med fiskogfri.dk´s brugere så kontakt jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36 lige efter fangsten er gjort, så vi kan publicere den samme dag,

 

Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This