– Jeg har netop været på min første overnatning efter suder, fortæller Christian Kuntz: – Klokken er lige blevet 20.00, og skoven er ved at blive stille. De sidste skovtursgæster pakker sammen, mens jeg pakker ud. Mine to Drennan Specialist stænger står hurtigt klar med en 30 grams feeder på hver. Der er en 12 mm Supa Fruit boilie på den ene, og to majs på den anden – et rigtigt majskorn sammen med en plastic-pop-up. Skovens forvandling fra aften til nat går så småt i gang. Flagermus flakser omkring, og uglen tuder i et træ. Det er nu, suderne forhåbentlig indfinder sig på pladsen, som jeg denne gang har valgt ikke at fodre for meget op, i håbet om at de finder netop min agn som noget af det første.

– Men mens det langsomt bliver mørkere, ser jeg desværre hverken suder-bobler eller andre tegn på liv i nærheden af mine to spots. Jeg fisker nu kun med boilies på begge stænger, jeg tjekker at baitrunneren er sat til. Kun få plask høres i det fjerne alt imens natten går og intet sker…

– Først om morgenen begynder jeg at se liv på pladsen, og en sky af bobler nærmer sig min agn. Det er her, det føles som om, at tiden står stille. Bidemelderen hyler op, og der er fast fisk. Efter en solid fight glider en flot hun-suder over netkanten. Den er lige ved at skulle gå på leg, ses det tydeligt på den tykke bug. Jeg undgår vejning samt fotografering og sætter den forsigtigt ud igen. Mens jeg gør klar til endnu et kast ud til samme spot cirka. 25 meter ude, hyler en anden bidmelder op, så jeg hurtigt må smide den ene stang fra mig. Denne gang er der endnu flere kræfter bag. Denne fisk tager nogle vilde udløb og nærmer sig med faretruende hast et åkandebælte, men jeg får presset den ind i sidste øjeblik. Efter en fantastisk fight kan jeg se, at den er en del større end den første; en flot suder på 3.2 kg. Nu nærmer klokken sig også 8.00, og jeg må desværre pakke sammen, så jeg kan nå igennem morgentrafikken og komme på arbejde, slutter han. 

Hvis du vil vide mere om suderfiskeri, så tjek denne video, som viser, hvordan du kan fange dem på flåd. Husk det er gratis at abonnere på Fisk & Fris Youtube kanal.

 

Harald Nyborg

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This