– Lørdag eftermiddag og nat tog jeg sammen med nogle gode kammerater til Donslund Mølle i det midtjyske for at fiske stør, beretter Frank Næsager Sjøgreen. – Vi fiskede primært med krillpellets dyppet i diverse dips, og ud over bundfiskeriet havde jeg også en enkelt flådstang ude. En teknik, der i øvrigt kom til at give mig tre ud af turens fem stør for mit vedkommende.

– Allerede efter 15 minutter fik jeg min første fisk, som var en smuk stør på godt 10 kilo. Herefter gik det slag i slag med omkring 15 stør til os i løbet af aftenen. Flådstangen, der blev fisket som glideflåd med 10 grams belastning 30 cm fra forfanget med hair-rig og en krill pellet, blev fisket lige ved bunden, så fiskene slet ikke mærkede modstand. Det var noget, der virkede.

– Efter en pragtfuld aftensmad, bestående af flødekartofler, oksemørbrad, salat og vin, serveret ved langbord, blev jeg forstyrret af et rigtig godt run på den anden side af søen, som jeg desværre ikke nåede frem til, før fisken var væk. Men så faldt roen over os, og der var også lidt stille i fiskeriet. Lidt i midnat, ændrede det sig dog, da min ene bidmelder gav et enkelt bip, hvorefter jeg lyste på stangspidsen, og kunne se, at der stadig var et eller andet, der nussede ved agnen. Jeg samlede stangen op og holdt den i hånden, mens jeg følte, hvad der skete ude i dybet. Efter lidt tid, flyttede en fisk 10-15 cm på agnen, hvilket var nok til, at jeg kunne give tilslag, og så brød helvede løs! Min 3,5 punds karpestang bøjede godt i bund, og Affinity 8000 hjulet knagede godt i bremsen, mens et monster mosede af sted ude i mørket.

– Efter en meget lang og intensiv fight med maksimalt pres på grejet kom fisken endelig så tæt på, at vi kunne se, at det var en rigtig flot hviluga, der senere blev målt til 173 cm og 22 kilo. Jeg tror jeg fik vækket de fleste af dem, der var faldet i søvn med mine jubelråb. Det var trods alt min første hvilugastør! Turen gav i alt 23 stør til os otte fiskere, og jeg fik 5 på mine 10 timers fiskeri, slutter han. 

En hviluga er en krydsning mellem en hvid stør og en beluga. Det er en hybrid, der generelt klarer sig ret godt i de danske søer.

 

Jans Lystfiskershop

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This