– Asbjørn havde længe haft kig på et par søer, hvor han mente vi kunne fange nogle store gedder, fortæller hans far – Kim Rasmussen. – En tirsdag aften i maj, tog vi af sted, med håbet om den store gedde. Efter at have fisket søerne og nogle tilstødende vandløb af, stod det klart, at det ikke var denne dag, vi skulle tage den store gedde.
– På vej hjem kørte vi forbi Odense å, med noget stille dybt vand i håb om gedde, aborre eller måske en ørred. Efter at have fisket i halvtimes tid, var det tid at gå tilbage til bilen, men Asbjørn mente, at vi skulle fiske på tilbagevejen. Det skulle vise sig at være god ide, for på et sted, hvor vi næsten lige havde fisket, var der pludselig “bundhug”. – DET ER EN FISK, skreg Asbjørn.
– Det stod hurtigt klart, at det ikke var en af de små bækørreder han var vant til at fange i åen: – DET ER EN HAVØRRED. Og Asbjørn ved, hvad han taler om, for han har ikke så få havørreder på samvittigheden, selvom han “kun” er 13 år. Jeg smed min stang fra mig, og kom ham til hjælp. Nu kunne vi se, at det virkelig var en pæn havørred. Den tog nogle tunge hidsige udløb, og Asbjørn var spændt godt for. Uden net og med nogle stejle skranter med siv, var det næsten umulig at lande fisken her, så jeg guidede ham længere hen, hvor skrænten var lidt fladere. Og så var det ellers bare ned på alle fire i mudderet, hvor jeg med nød og næppe fik fisken uden om en træstup i vandet. Med begge hænder på den ene side af fisken, kunne jeg klemme den ind mod skrænten, og så fik jeg nærmest kastet fisken op på land.
– At se en drengs ansigt, når han lige har fanget sin største havørred til dato, er helt ubeskriveligt. Vi råbte og krammede – også selv om det er corona tider. Herefter fik vi taget nogle gode billeder og blev enige om, at en “bifangst” af den kaliber var okay.
