– Fiskeriet i den sydvestsvenske å Lagan har været svært også i år, så vi kæmper hver dag, hvor vi er deroppe, fortæller Morten Saxtorph. – Jeg hade selv fisket lidt tid, og jeg havde aftalt med min søn Thor, at den sidste uge, hvor der måtte fiskes, skulle han med mig på fisketur lige som sidste år, hvor han fik han to flotte laks.
– Jeg kørte derfor hjem fredag aften for at hente ham, hvorefter vi kørte til Laholm lørdag morgen, hvor vi landede klokken 10.30. Vi begyndte at fiske, og inden længe fik jeg en lille laks på to kg, men så skete der heller ikke noget i nogle timer.
– Lige pludselig blev der råbt på mig, at Thor stod med en laks, så jeg skyndte mig hen til ham. Jeg kunne se, at det var en storlaks. Efter en længere kamp fik han den store hanlaks ind i nettet, og alle de svenske tilskuere råbte ”grattis, grattis Thor”. Man bliver sgu´ stolt som far. Det var bare mega fedt, slutter han. Fisken, der var 8 kg og 94cm, huggede på en rød og sort rørflue på et spinflue-rig.
Du kan læse mere om laksefiskeriet på Lagan her.

Thor Saxtorph i fuld gang med at fighte den flotte hanlaks taget på spinflue i Lagan.

Aftenstemning ved Lagan, hvor der hvert år udsættes laks som kompensation for den manglende opgang på grund af de mange spærringer på elven.