– Igen i år er jeg kommet alt for sent i gang med karpefiskeriet – på trods af den særdeles milde vinter, der jo har indbudt til en gang vinterkarpefiskeri konstant, fortæller Henrik Arvedsen. – Derfor så jeg med stor glæde frem til en opklaring i vejret med temperaturfald til under frysepunktet her i slutningen af marts. Et par nætter i kalenderen blev øremærket til karpefiskeri, og med disse temperaturer kan man godt kalde det vinterfiskeri, selv om kalenderen siger forår. Fisk kigger ikke på kalendre – men agerer ud fra vejrmæssige forhold.
– Fire tackler med hvide Coconut Unique pop ups blev i aftenens mørke placeret med et par håndfulde Pineapple Absolute boilies fra Specimen Baits spredt henover. Ananas boilies har tidligere givet mig karper over 16 kilo i bragende frostvejr tidligt i januar måned. Hvorfor ananas flavour ser ud til at udfiske alt andet i koldt vand, ved jeg ikke, men min teori går på, at det skyldes enzymet Bromelin, som ananas er rig på. Bromelin fremmer fordøjelsen ved at nedbryde proteiner. Netop dette bør jo kunne lette karpens fødeoptagelse i koldt vand, hvorfor de bør æde mere – og dermed har større chance for at finde ens krogagn.
– Store var mine forventninger da også, da jeg ligger lunt i min sovepose og stirrer ud i nattemørket, som kun er oplyst af nymånen og Venus. Kort inden solopgang, mens dagens første lys afslører et rimfrostdækket landskab, afbrydes den totale stilhed af den ene bidmelders sagte “bip….bip….bip….bip” lyd. Det er langt fra sommerens screaming takes – men alligevel afslører bippene, at en god fisk har taget agnen og langsomt trækker line af hjulet. På trods af kulden kræver det ikke meget overtalelse at fare ud af den lune sovepose for at give tilslag. Min tre punds stang flexer sammen i et solidt vidnesbyrd om, at fisken for enden er i den rigtige størrelse. Fighten er, som oftest på denne årstid, sløv og udramatisk, og efter nogle minutter viser fisken sig i en gigantisk hvirvel og et sejl af en rygfinne bryder den blikstille overflade. Kort efter glider spejlkarpen sikkert over netrammen, og størrelsen i nettet vidner om en rigtig god fisk.
– På land afsløres vægten på den rognfyldte karpe til 14,5 kilo, som forsigtigt genudsættes efter en hurtig fotosession. En rigtig god fisk at starte sæsonen med, hvilket giver blod på tanden til endnu flere ture, inden varmen og foråret for alvor sætter ind, slutter Henrik.
Har du selv taget hul på karpesæsonen? Send os et godt billede af din fangst samt en turberetning her på jb@fiskogfri.dk straks efter fangsten er gjort.