– Jeg har netop været ude på årets sidste tur til Gudenåen, fortæller Simon Holm. – Sammen med mine drenge Joshua på 10 år og William på 8 år fik vi pakket grejet, og campingvognen blev sat på krogen. Målet var Langå Camping, hvor vi hurtig fik sat campingvognen af, for at nå en kort tur inden det blev mørkt. Det blev desværre ikke til nogen laks, men vi så en del fisk og liv i overfladen.
– Vi hyggede i campingvognen og fik snakket om, at i morgen skulle den altså være der, for forholdene var helt perfekte. Der var god vandstand og en masse vejrskift i løbet af dagen. Vi stod tidligt op, og var ved åen før det blev lyst. Det var en magisk morgen, hvor tågen lå som en dyne over engen, og der var masser af liv i åen. Klokken blev dog næsten 14, før forventningen om laksen blev til virkelighed.
– Jeg havde set en laks et par gange midt i åen, hvor jeg havde forsøgt med flere forskellige FC Spinnere, men uden held. Efter cirka 20 minutter skiftede jeg til et 30 gram Delfin-blink i sølv/rød. Efter få kast angreb en fin laks mit blink, som med det samme tog et fint udløb og var fri af vandet i to omgange, hvilket var til stor begejstring for mine drenge. Efter 7-8 minutters kamp fik jeg laksen ind på brinkenp som var meget grødefuld. Heldigvis havde jeg waders på og kunne med forsigtighed vade ud i grøden. Jeg havde heldigvis et langt skaft på nettet, og landede på tredje forsøg en fin hanlaks på 3kg og 71 cm. Alt i alt en god afslutning på sæsonen ved Gudenåen.