– Endelig kom dagen, hvor jeg kom over de magiske 10 kilo, fortæller Morten Saxtorph. – Jeg havde været til konkurrence lørdag i Kaldred Put and Take, hvor der var sat en masse fisk ud. Det lykkes mig at fange fire, men der var ingen store. Jeg valgte derfor at fiske videre, og efter en times tid kom der en stor fisk, som jeg kastede min flue efter, men den så den ikke. Først efter et par kast opdagede den fluen, og så skete der noget. Den vendte 180 grader og svømmede direkte hen og slugte min flue. Jeg gav et solidt modhug, og fluen sad straks godt fast i højre side af munden.
– Efter en hård kamp knækkede min line lige ved ladningen, så der kom lige nogle bandeord. Jeg kunne ikke tænke på andet i flere dage, så jeg besluttede efter arbejde at køre til Kaldred igen, for at prøve om jeg kunne finde den store ørred, som jeg havde mistet.
– Det blæste meget, og jeg fiskede lidt i den hårde vind med min kystfluestang. Det gik fint i 8-9 sekundmeter, men efter lidt tid gik jeg ned i læ og fiskede videre. Der fik jeg hurtigt en trekilos regnbueørred, som ikke ville overgive sig lige med det samme, men ind kom den. Så kom min kammerat Micki forbi. Vi sad og fik lidt at drikke samt snakkede lidt om den store, som jeg havde mistet i lørdags. Lige pludselig siger Micki: ”Der kommer en stor ørred”. Og lige idet, jeg drejer hovedet og ser den, råber jeg, at det er den! den! Vi kunne tydeligt se min flue, der sad fast i højre side af munden. Jeg sprang op efter min fluestang og tog et forsigtig kast, men den så ikke fluen, og så var den væk – ØV.
– Efter 20 minutter, hvor vi ikke havde set den, gik vi videre og lige pludselig ser jeg den. Jeg kaster meget forsigtig ud til den, hvorefter den svømmer hurtigt hen og tager fluen uden at tøve: Modhug & fast fisk! YES. Super fedt, og efter en dramatisk fight kunne jeg endelig lande den nye PR på 10,336 kilo!