Jesper Larsen er en alsidig fisker, der blandt andet har temmelig godt styr på saltvandsfiskeriet efter en række super spændende arter. Forleden tog han et par dages fiskeri på Kattegat efter hajer og gylter, hvilket gik bedre end godt:
– På førstedagen sejlede jeg fra Gilleleje klokken 01.00 i muremesterens Warrior Det var masvejr med gammel modsø, så jeg var først fremme ved Fladen vest for Varberg klokken 07.00. Jeg styrede direkte til et område, hvor jeg havde fisket før, med kuperet bund og stendynger. Målet var Kattegats utrolig flotte gylter, og der skulle knokles, men jeg kom da op på 25 med en snitstørrelse på over 600gram. Dagens største blev på 1005 gram.
– Da fiskeriet ebbede ud, gik jeg på jagt efter makrel, men det fiskeri viste sig at være nærmest umuligt pga marsvin og voldsomme mængder af pighajer. Jeg besluttede mig derfor for at give fiskeriet nogle timer, hvor jeg brugte modhageløse kroge samt afkrogede de fleste fiske i vandet, hvis muligt. Fiskeriet var mildt sagt vildt, og jeg stoppede, da jeg havde rundet de halvtreds, som især var hanfisk på 1,5-3 kilo toppet af 10-15 op til over seks kilo.
– Jeg var efterhånden lidt træt af at fange pighajer, så herefter tog jeg ned til Røde Banke, hvor jeg aldrig – som i aldrig – har hørt om pighaj. Men – på blot et par timer havde jeg alligevel fanget 24, og de var ikke små.
– Andendagens fiskeri startede lidt udfordrende, da benzinstanderen i Bua Havn var defekt. Jeg var derfor nødt til at sejle en lille time for at komme til en havn med en brugbar benzinstander. Efter tankningen valgte jeg ikke at sejle de 20sømil ud til Fladen igen, så jeg gik sydover for at kigge lidt på knolde samt vrag – og lidt mere gyltefiskeri ville ikke skade, tænkte jeg. For at gøre en lang historie kort, stoppede jeg på Røde Banke, i et område, hvor to stænger med 0,30 mm gylteforfang og rejer strøg mod bunden.
– Der kom hug omgående, og linen gik af hjulet i rasende fart. Jøsses en kamp, men bevægelserne havde afsløret, at der var en pighaj på vej op. Jeg var vildt imponeret, for der er normalt aldrig hajer på disse kanter Efter otte pighajer på gylteforfang overgav jeg mig og gik målrettet på hajerne, og der var mange. Hele 32 stk kunne jeg notere på de timer, hvor jeg fiskede, og de var lige et nøk større i snit end sidst. Fjæsinger, knurhaner, glyse, sej og torsk var nogle at af de andre arter, jeg fik på kastegrej – inklusiv to pighajer. Turen i den lånte Warrior kostede hele 140L benzin, så denne tur glemmes vist ikke foreløbig.