Fri passage er et af nøgleordene for at forbedre naturgrundlaget for en række af vores fiskearter – ikke blot laksefiskene, men også mange af vores rovfisk.

At kunne bevæge sig frit op og ned i å- og søsystemerne er nemlig ikke blot vigtigt på grund af gydetræk, men har også betydning for, at eksempelvis rovfisk lettere kan søge nye områder med bedre fødeforekomster under de stærkt svingende forhold, der kan være derude i vores blå natur. Projekter, hvor man tager højde for disse faktorer og samtidig kan genskabe naturlige åstræk med så stort et fald, at tidligere gydepladser for laksefiskene genskabes, kan derfor få stor positiv effekt for flere forskellige vigtige fiskearter. 

Det er derfor et kæmpe skridt i den rigtige retning, at Horsens Kommune nu har realiseret og fået startet et stort naturgenopretningsprojekt, hvor Gudenåen kommer retur til sit originale løb ved Vestbirksøerne:

– I samarbejde med Naturstyrelsen er vi nu klar til at gå i gang med et historisk stort vandløbsprojekt, der skal genoprette naturen i området ved Vestbirk-søerne, lyder det fra kommunen. – Cirka ni kilometer af Gudenåen vil med projektet komme så tæt på sit oprindelige forløb som muligt.

– Restaureringsprojektet ’Vestbirk’ finansieres delvist af EU-midler (70 pct.) fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) og delvist af nationale midler (30 pct.). Projektet vil bidrage til genopretning af Gudenåen omkring Vestbirk Vandkraftværk og Vestbirksøerne og forbedre forholdene for flora og fauna. Hermed skabes der gydepladser og fri passage for fisk i Gudenåen. Samlet genskabes de oprindelige – og i danske sammenhænge unikke – forhold over en samlet længde på knap 9 km, hvor der ingen andre steder er så kraftigt fald i et så stort vandløb. 

Kommunen forventer, at de fysiske forhold vil blive så gode, at man vil kunne opnå god økologisk kvalitet og dermed opfyldelse af EU´s Vandrammedirektiver i området. Samtidig forventer man at kunne forbedre gydeforholdene markant for både ørred og stalling.

Læs mere om Vestbirk Projektet på Horsens Kommunes hjemmeside her.

FOTO OG ILLUSTRATIONER: HORSENS KOMMUNE

 

ForshagaAkademin 2026

 

Kort over projektet ved Vestbirk

Kort over projektet ved Vestbirk.

    ForshagaAkademin 2026

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This