Mick Nielsen med den 3,2 kilo tunge og dejlige overraskelse. Havørreden huggede rent på pirken fortæller Mick.09-02-2012 – NU HVOR KULDEN virkelig bider og alt fryser til, så kommer fangstmeldingerne kommer fra det åbne hav langt om længe.

Forleden var Mick Nielsen fra Køge taget et smut med kutteren Arresø, blandt andet for at det mindste medlem, alias Viktor, skulle få sin første fisk. En kuttertur var det der skulle ændre på det. Og lykkedes da også, og selv fik Mick en tillægsgevinst:

– Vi mødtes alle i Helsingør havn, hvor vi kl. 12 skulle ud og fiske efter sild og torsk. Det var bidende koldt, vi have alle godt med tøj på og en ordentlig madpakke var medbragt. Nu manglede vi bare at få fiskene på krogen. Forinden vores tur havde et andet hold været af sted på samme tur, og de så ikke just begejstrede ud, da de kom i land, fortæller Mick og fortsætter.

– Et par gik med et par små torsk og nogle sild, men vi kunne godt regne ud at der nok ikke havde været de store målere at hive i land. Vi riggede stænger til på vejen ud til det første stop, og de fleste monterede sildeforfang, da det jo burde være uundgåeligt ikke at fange sild. Der tog vi dog fejl. På første stop fiskede vi i ca. 15 min og tilsammen blev der fanget én sølle sild, beretter Mick.

– På de i alt seks stop blev der fanget fem torsk, hvoraf tre blev smidt ud igen og derudover to sild. Min fætter var den, der fangede flest fisk af alle passagererne – to fisk. Derudover var der en, der pludselig have et solidt bid. Stangen bøjede helt ned i håndtaget, og efter fem minutter kom en stor sten fyldt med muslinger til syne, hvilket der blev grinet af, fortæller Mick.

– Nåh ja, og så var der min fisk. På næstsidste stop fik jeg et godt hug. Frost og dårligt vejr blev glemt og efter et par minutter kom en helt blank havørred til syne. Jeg blev meget overrasket over dette syn, da det jo er meget sjældent, at man fanger havørreder med pirk og sildeforfang. Ikke desto mindre havde ørreden taget pirken perfekt og skipperen kom til undsætning med gaffen, hvilket han dog ikke havde så meget held med. Han ramte ørreden én gang, og den gik helt amok, så kun en krog sad i munden på fisken. Heldigvis fik han den op i næste forsøg og en smuk fisk på 3,2 kilo var i båden. Skiftevis kom de andre deltagere og gratulerede, hvilket var ret fedt, alt imens skællene dryssede af fisken, fortæller Mick.

– Der fanget fem fisk og én sten af 23 fiskere. Heldigvis var Viktor én af de heldige, der fik fanget en lille torsk og derved var målet for turen indfriet. For mit vedkommende var turen reddet, og da vi trådte i land, havde jeg lidt håbet, at der havde stået et hold til, der skulle ud og prøve lykken, alt imens jeg ville komme gående med min fine fisk i posen, opsummerer en meget tilfreds Mick Nielsen.

Altså dobbelt succes, en planlagt og en overraskelse.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This