Vi har allerede flashet resultaterne fra årets DM i Fladfisk løbende over weekenden her på fiskogfri.dk, men her får du alle detaljerne:
– Vinderfisken DM i Fladfisk 2023, en kæmpe pighvar på 2907 gram, blev fanget af Jimmy Jensen fra Team BJ biler, lyder det fra arrangørerne. – Jimmy Jensen er dermed den nykårede Danske mester i Fladfisk. Sølvet gik til Søren Jensen, Team Sallinge og bronze til Rene Andersen, Team Lillevang. Sorø´s Jimmy Jensen blev også Dansk mester i Team konkurrencen, her sammen med Jørgen Als fra Greve, hvor de vandt med 206,20 point foran sølvvinderne Team Sallinge, Broby med 184,79 p og Team Size Matters med 183,36 p. De 4 dobbelte Danske mestre Team Stormen blev henvist til 9. pladsen, idet det ikke lykkedes dem at fange en pighvar, som normalt er en af deres stærke sider. Dansk Junior mester blev Carl Vagn Filsø, Hjerm. Juniorsølvet gik til Philip Ditlev Sørensen, Ålborg og der var bronze til Andreas Gustavsen, Nyborg.
– Generelt bød stævnet på gode fangster og det 13. DM i Fladfisk blev en kæmpe succes. Fredag og lørdag bød på det flotteste sommervejr, man kunne ønske sig. Der blev generelt fanget flere fladfisk end de sidste par år. Søndag morgen lagde tågen sig over Langelandsbæltet og først 11.41, blev bådene sendt afsted.
– Fra Onsevig er der stor tilfredshed med stævnet. Det flotte vejr fredag og lørdag trak flere gæster til havnen end tidligere set. Alt i alt betragter arrangørerne det som en kæmpe succes – og fiskerne har udnævnt stævnet til Danmarks største for småbåde og ikke mindst også det hyggeligste. Der deltog 119 både i stævnet med 319 fiskere, og bådene var hjemhørende på 74 forskellige postnumre fordelt ud over hele landet, slutter arrangøren.