Grejbutikkerne bugner af lækre liner, linetyper, forfang og meget andet kræs. Men hvordan vælges den rette line til netop dit fiskeri? Fisk & Fri’s Ronny Lagoni Thomsen giver dig sit bud på vejen gennem den vilde linejungle.

Af Ronny Lagoni Thomsen

Liner kan man aldrig få nok af. Her er et udvalg som dækker de fleste danske forhold.

Liner kan man aldrig få nok af. Her er et udvalg som dækker de fleste danske forhold.

JEG HUSKER DET, som var det i går. Det var en nærmest dirrende fascination – en følbar fornemmelse i kroppen. Jeg var ikke ret gammel, og DR-Derude viste et klip med Troldmanden fra Gävle – Göran Andersson. Han kastede på en måde, jeg aldrig havde set før. Linerne drejede i cirkler omkring ham, og på alle mulige måder følte jeg, at jeg var hensat til et magisk show. For mig, og for mange andre har jeg senere erfaret, blev dette startskuddet til en række eksperimenter ud i fluekast og fluefiskeri. Det var banebrydende og nyt, og især hvad angik tohåndsfluefiskeriet, betød den nye teknik grejmæssigt en helt ny indgangsvinkel til begrebet flueline. For at kaste effektivt på den måde Göran gjorde, så skulle linerne tilpasses – og skydehovedet var dermed blevet mainstream.

Forfatteren affisker en giftig plads under en gruppe træer.

Forfatteren affisker en giftig plads under en gruppe træer.

SIDENHEN har grejproducenterne kastet sig over at lave både professionelle gør-det-selv-versioner af dette system og færdige løsninger. Sæt det på og fisk – lidt at forstå som fluefiskeriets plug-and-play-moduler. Men det bliver alligevel nemt uoverskueligt, når alle prøver at finde en egen vinkel på grej og metoder. Og når kasteteknikken røres ind i blandingen, ja, så bliver forvirringen hurtigt komplet. Derfor skal jeg her forsøge med lidt gennemsigtighed i begreber og grej, og komme med nogle bud på, hvordan det perfekte linesystem kunne se ud.

FISKEPLADS OG STRATEGI er et anderledes – og i mine øjne bedre – udgangspunkt for linevalg end grejbranchens eget. At liner skal vælges på baggrund af den kasteteknik, de er designet til, bliver nemt skævvredet. Jeg vælger i stedet line ud fra de forhold, jeg har ved fiskevandet, og generelt ser mine løsninger ud som på ovenstående skema.
Opstilles disse variable i et skema, bliver det noget firkantet, men mine bud er blot et generelt rids, og kan naturligvis variere meget.

Det væsentlige for mig i forhold til linevalget, er de fysiske forudsætninger på fiskepladsen, og de fisketaktiske udfordringer jeg møder. Skal der fiskes dybt, højt, hurtigt, langsomt, stor flue, lille flue. Alle faktorer der betyder noget for den valgte lineløsning.

Skema-1PÅ KYSTEN er det simpelt – her skal jeg ikke gøre mig så mange tanker omkring valg af line og forfang. Mit set-up er enten en intermediate eller flydende line. Det kan være en WF-line eller et skydehoved set-up. Skydehovederne bruger jeg, når vinden er frisk, eller når jeg gerne vil kunne kaste lidt længere. Mine skydehoveder er mellem 8,5 og 11 meter lange alt afhængig af plads og formål. Gælder det lange kast, og har jeg god plads, bruger jeg et langt skydehoved. Er der pladsbegrænsninger, og vinden hård, så bruger jeg et kort skydehoved. WF-linen kommer i brug, når forholdene er mere rolige, og jeg derfor skal »snige« mig frem, og præsentere fluen delikat. Dette gør sig særligt gældende ved fjordfiskeri. Af forfang vælger jeg både polyleaders og almindelige monofile forfang – igen dikteret af forholdene. Ved megen vind, brug af stor flue eller ønsket om at få fluen lidt mere ned, så anvender jeg polyleader. Skal jeg optræde mere forsigtigt og »snigende«, så bliver det med et monofilt forfang.

En åhavørred har taget fluen i de sidste timer af natten. WF-line og intermediate polyleader gjorde udslaget.

En åhavørred har taget fluen i de sidste timer af natten. WF-line og intermediate polyleader gjorde udslaget.

VED ÅEN kompliceres valgene noget, da jeg her har flere overvejelser, der spiller ind omkring lineløsningen.
Til mit enhåndsfiskeri bruger jeg stort set altid WF-liner, grundet fleksibiliteten i forhold til at præsentere fluen under forskelligartede forhold. Du kan kaste kort, og du kan kaste langt. Fisker jeg ved små vandløb med store fluer, går jeg gerne en lineklasse op i forhold til stangens klassificering, da man derved på kortere distance kan lade stangen tilpas, til at en stor flue vippes over strømmen.

Når vi snakker switch og tohåndsfiskeri, så bredes paletten kraftigt ud, og her bruger jeg konsekvent skydehoveder. Fiskepladsen bliver alfa og omega for mig, da jeg skal kunne kaste på mange måder med det samme set-up. Jeg skal måske under et træ, bevæge mig rundt i siv, kaste med træer lige bag mig og nogle gange også over mig. Og i danske vandløb er jeg sjældent presset af at skulle kaste langt, men oftere presset af at skulle kaste snævert og tæt, hvilket gør korte skydehoveder til det oplagte valg.

 

Garmin Quatix

 

På kysten er valget nemt. Skydehoveder eller helliner alt efter temperament og formål.

På kysten er valget nemt. Skydehoveder eller helliner alt efter temperament og formål.

KORTE SKYDEHOVEDER er blevet temmelig moderne – og med god grund. De gør det muligt at kaste på utroligt snæver plads, ligesom en fornuftig vinkel på linen i vores relativt små vandløb bliver opnåelig. Ydermere gør den korte længde linen bedre kontrolleret under fiskeriet.

Der findes mange bud på korte, fabrikstilpassede liner, og de fungerer ganske fint. Dog er den generelle tendens, at skydehovederne er for tunge, i forhold til klassen de anbefales til. Mange føler, at de kaster bedre, når de mærker en dyb ladning i stangen, som følge af kraftig vægt relativt til stangens klasse. Men faktum er, at dette oftere ender i kastefejl og ufleksible linesystemer, der ikke kaster på ret mange forskellige måder.

Skema-2Jeg forventer af mit linesystem, at det kan kaste på alle måder under de forskellige forhold, jeg støder på ved vandet, og tunge skydehoveder er mere ødelæggende end gavnende for kastet og præsentationen. Derfor anbefaler jeg følgende vægte til switch og tohåndsfiskeri:

LINENS TAPERING er næste valg, når jeg har etableret, at der skal fiskes med skydehoved, og vægten er fastlagt. Der findes i dag to grundlæggende taperinger på flueliner – traditionel og triangeltapering. Jeg vil til enhver tid vælge en traditionel tapering, der har en relativt kort fronttapering fremfor en triangeltaperet, fordi den traditionelle har et mere kontrolleret svæv i luften.

Har man behov for mere specielle liner, bliver man ofte nødt til at lave dem selv.

Har man behov for mere specielle liner, bliver man ofte nødt til at lave dem selv.

Den triangeltaperede line vil altid falde med »rumpen« først. Ligeledes har spidsen på den triangeltaperede line så lav en masse i fronten, at den på meget blæsende dage kan være svær at placere ordentligt i opankringen i underhåndskastet. Det er lidt paradoksalt, da langt de fleste lineproducenter i dag laver triangeltaperede liner, og disse er blevet rost for evnen til at lade stangen bedre og være lettere at kaste med. Hverken fiske- eller kastemæssigt vinder de i min bog.

SKAGIT har som ny variant af line vundet indpas på det danske marked. Linerne udgør et fleksibelt system designet med en kort, utaperet, flydende klump, hvorpå man knytter forskellige tips i varierende synkegrader. Det er så at sige en fleksibel sinktip-line. Systemet er oprindeligt opfundet i USA og Canada, hvor man under steelheadfiskeri har bug for at kaste en stor flue og samtidig hurtigt få den ned i vandet. Hele synkeklumper kombineret med store, tunge fluer er svære at kaste, og derfor fandt man på en kastevariation, hvor man med en skagitline og skagit-cheaters (tips) kunne kaste og fiske disse store fluer.

Hook-up! Sune Reher har kroget en fin havørred i en mindre dansk å. Her er det præsentationen, og letheden af grejet, der gør udslaget – WF-linen er her uovertruffen.

Hook-up! Sune Reher har kroget en fin havørred i en mindre dansk å. Her er det præsentationen, og letheden af grejet, der gør udslaget – WF-linen er her uovertruffen.

Generelt skal det siges, at linerne er meget tunge i forhold til vores normale, hjemlige skydehoveder. Dette hænger sammen med, at skagitliner kastes på en anderledes facon end skandinavisk stil. I skagitkastene benytter man altid et vandbåret anker – det vil sige, at line og forfang lægges på vandet – eksempelvis med et snapt, dobbelt spey eller perry poke kast – hvor modholdet, linen skaber i vandet, bruges til at lade stangen under en bagudrettet hævning af linen. Det placerer ankeret mere retningsbestemt, og afsluttes med et regulært fremkast.

Skal man overføre dette til dansk fiskeri, så kan man bruge det på præcis samme måde, som kastet oprindeligt er tænkt. Det har den fordel, at man kan placere sit anker yderst kontrolleret i forhold til siv og andre forhindringer. Ankeret har dog den ulempe, at det plasker enormt meget i vandet, og vil derved i mange af vores mindre vandløb forstyrre fiskeriet. Systemet kan også bruges til traditionelle kastetyper, men vær da opmærksom på, at linerne til skagit er meget tunge, og derved lader stangen på en uhensigtsmæssig måde. I dette perspektiv mener jeg, at der er bedre og mere kastefleksible systemer at bruge til danske forhold.

1, 2, 3: Læg mærke til hvordan linen forankres på vandet i skagitkastene, samt hvordan det forstyrrer vandet. Disse måder at kaste på, mener jeg ikke er hensigtsmæssige i en stor del af vore danske vandløb – de plasker ganske simpelt for meget.

1, 2, 3: Læg mærke til hvordan linen forankres på vandet i skagitkastene, samt hvordan det forstyrrer vandet. Disse måder at kaste på, mener jeg ikke er hensigtsmæssige i en stor del af vore danske vandløb – de plasker ganske simpelt for meget.

DET IDEELLE LINESYSTEM sammensættes altså i min optik af skydehoveder til switch og tohånds – med andre ord korte skydehoveder, der har en traditionel tapering. Nogle af de færdige løsninger er ganske gode, men jeg foretrækker dog at lave mine egne. Derved får jeg præcis de ønskede længder, som passer bedst til de pladser, jeg fisker på. Jeg ønsker ligeledes mine liner i forskellige densiteter, og især de synkende liner er effektive at fiske med i korte udgaver. De er nemme at løfte fri af vandet, ligesom de fisker godt i små vandløb. Mine synkende favoritter er synke 2/3, 3/4 og 5/7.

Kastemæssigt sætter disse set-up mig i stand til at lave både underhånds- og overhåndskast, og den fleksibilitet er for mig altafgørende.

Skema-3FORFANGET – fluelinens afbalancering – er sidste komponent i det optimerede kast. For korte forfang giver høj hastighed på overlinen, og for lange forfang giver for lav hastighed på overlinen. Det er i hvert fald den teoretiske forklaring. Dog er det sådan, at i underhånds- og speycast spiller forfangets længde en meget væsentlig rolle, da det er dette, vi hæfter på vandoverfladen for at skabe modhold til at spænde stangen op med. Her betyder forfangets længde og materiale meget. Mange bruger ved synkelinefiskeri helt korte monofile forfang – og de gør det fiskemæssigt udmærket, men kastemæssigt er de forfærdelige. De rummer ikke nok friktion til at hæfte ordentligt på vandet i underhåndskast, hvorved stangen ikke spændes ordentligt op. Modsat vil et tilpas langt monofilt forfang ikke få fluen ned til fisken. Jeg ser gerne, at forfanget er en del af mine taktiske muligheder. Derfor fisker jeg på tohånds- og switch-stænger altid med polyforfang. Disse gør det muligt at ankre linen fornuftigt op i underhåndskast og stadig få fluen ned til fisken. Polyforfang laves i mange forskellige længder og densiteter. Jeg prøver at gøre det rimeligt simpelt for mig selv. Derfor bruger jeg polyforfang på følgende måde, som du kan læse i ovenstående skema.

OPSUMMERENDE udgør fleksibilitet og taktisk omstillingsparathed altså for mig det perfekte linesystem. Det betyder dermed korte skydehoveder, i forskellige densiteter, og forskellige synkende polyforfang for at finjustere kast og præsentation. Så kort kan det siges.
Mit beskedne håb er, at noget af denne gennemgang kan øge glæden ved dit fluefiskeri – og måske endda give en ekstra fisk eller to.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This