Danske kystfluefiskere mister i grove tal halvdelen af deres kontakter – og forklaringen er logisk. En simpel krogtest viser nemlig, at traditionelle kystfluer str. 6-2 kroger elendigt i de hårde dele af havørredens mund. Testen viser, at du skal helt ned i str. 12 området – og derunder, for at krogens modhager har en reel chance for sætte sig
Tekst og foto: Jens Bursell
Jens Bursell med en smuk fjordørred taget på en lys rejerørflue fisket på et L-rig med en str. 16 krog.
MISTEDE FISK er noget ørredfiskere oplever meget ofte. Mange af dem, når du blot at mærke som et par hurtige ryk i linen. Måske netop derfor er der mange, der dropper det ubehagelige ord »mistede fisk« og kalder det »pilleri« i et ubevidst forsøg på at undgå posttraumatisk fiskestress.
Et godt eksempel er en fyr jeg fiskede med for et par år siden. Han er dygtig og har fanget flere tusinde havørreder. Mens kameraerne klikkede, smed han 10 ud af 12 kontakter på fluen. – Det er ikke noget problem, sagde han. Sådan er det bare, når de ikke rigtig tager fluen ordentligt.
Den køber jeg simpelthen ikke. Evolutionen er benhård – og har siden tidernes morgen selekteret for, at de bedste jægere skulle overleve. Kan det virkelig være rigtigt, at 10 ud af 12 havørreder – selv på en dårlig dag – ikke er i stand til at svømme en flue op, som bliver taget ind i et tempo, hvor selv den sløveste ørred kan indhente den i søvne? Nej – selvfølgelig kan alle havørreder, der er ved deres fulde fem nappe din flue med usvigelig præcision. Hvis ikke de kunne det, ville de nemlig være dumpet i »survival of the fittest» – og være bortselekteret for titusindvis af år siden
Små trekroge i str. 18-16 området kroger eminent i den hårde havørredkæft – og kan lande selv store fisk. Men for at virke optimalt er det vigtigt, at de er fuldstændig frit eksponeret, som her på dette L-rig.
I forsøget på at finde en naturlig forklaring på alle de mistede fisk, hører man ofte argumenter som fx: »De nipper bare i flues hale«. Dette argument fremføres ofte, når folk mister massevis af fisk på
rejefluer som fx Pattegrisen. Men også her – for en havørred, der har jaget og fanget tusindvis af rejer i sit liv: Hvad skulle pointen være i at spilde tid på bide efter rejens antenner i stedet for bare at nappe den i en mundfuld? Hvorfor nappe efter antennerne, og bruge dobbelt så meget energi på to mundfulde – samt risikere at rejen slipper væk, inden den når at suge rejen ind i anden ombæring? Selv når du tager din flue ind lige så hurtigt som du kan med begge hænder, bevæger fluen sig stadig så langsomt og oven i købet forudsigeligt i en lige bane – at det er det letteste i hele verden for en vild rovfisk at indhalere den i en eneste mundfuld. Og – i modsætning til vilde byttedyr prøver din flue ikke engang at gemme sig under en sten eller i en tangbusk. Din flue er altså betydeligt lettere at fange end det levende bytte. Men – hvis det er så let for en havørred at fange din flue, hvorfor mistes der så mange fisk på kystfluerne
Jeg er ikke i tvivl: Det udbredte billede af, at de fleste mistede fisk skyldes, at fisken »ikke tager fluen reelt« – er efter min mening en illusion. Ok – selvfølgelig kan en enkelt fisk misse på en dårlig dag, men jeg tror, at det, der i langt, langt de fleste tilfælde sker, er, at fisken tager fluen perfekt – men at du mister den, fordi den traditionelle skandinaviske kystflue streamerteknik simpelthen blot er hamrende ineffektiv.
Den kraft, du kan forplante til krogspidsen på en streamerkrog i modhugget, er slet ikke nok til at krogen penetrerer i den hårde del af kæften. Små trekroge derimod penetrerer fint.
For at dokumentere problemets omfang gik jeg for et par år tilbage i gang med at interviewe fiskere, jeg mødte langs kysten. Størsteparten af disse var rutinerede folk, der fiskede på traditionel vis med fiske- og rejeimitationer bundet på streamerkroge i str. 6-2. Jeg spurgte detaljeret ind til antallet af kontakter – og landede fisk. Datasættet, der indeholder 534 havørredkontakter, viser, at ved vandtemperaturer under 10 grader mistes 62% af havørredkontakterne, mens det »kun« er 36% af fiskene der mistes, når vandet er over 10 grader. Der mistes altså nogenlunde lige så mange havørreder på flue som på blink – i grove tal cirka halvdelen af kontakterne.
KERNEN i problemet med de mistede fisk tror jeg i høj grad er, at de relativt store kroge, der traditionelt anvendes til dansk kystfluefiskeri – simpelthen ikke trænger ordentlig ind, når fiskens prikkes – eller »kroges« i de hårde dele af fiskens mund. Dette – kombineret med den udtalte brækstangseffekt, som de populære langskaftede streamerkroge har, giver simpelthen bare massevis af mistede fisk.
For at sætte problematikken i perspektiv og dokumentere de mekanismer, som jeg mener, er roden til problemet, har jeg foretaget en større test af kroge. Ved at kunne sætte tal på faktorer som penetration og styrke – samt perspektivere dette i relation til den reelle kraftoverførsel i modhugget samt det pres, der lægges på fisken under fighten, er det nemlig let at illustrere, hvorfor streamerteknikken spiller fallit over halvdelen af de gange, en fisk snupper din flue.
Den Fantastiske i brun bundet på rør og monteret med str. 18 krog. Så små kroge nytter det ikke noget at montere på normal vis, fordi krogspidserne simpelthen ikke er godt nok eksponeret. Derfor er den monteret i et L-rig – der sikrer, at trekrogen er frit eksponeret asymmetrisk i forhold til fluens længdeakse.
TESTRESULTATERNE viser, at man med et normalt modhug med en # 7 stang sjældent vil kunne accelerere kraften i modhugget fra mere end 0,3-1-1,4 kilo, før fisken har rusket flere gange med hovedet – og det er for sent. Og hertil kommer, at det træk, som du påvirker krogen med i modhugget langt fra er det samme, som den kraft, der effektivt forplanter sig til krogspidsen. Hvis fisken bider over fx midten eller fronten på fluen, låses den mellem kæberne, hvilket hæmmer eller blokerer for kraftoverførslen til selve krogspidsen i modhugget. Dette kombineret med fx lineelasticitet gør, at den kraft der overføres til krogspidsen i de kritiske øjeblikke, inden modhugget er fuldt accelereret sjældent er over 0,5-1 kilo. Hvis der opstår brækstangs-effekt – og/eller fisken ryster med hovedet i dette korte øjeblik, inden der er fuldt træk på krogspidsen, er risikoen for, at krogen ryger ud selvfølgelig meget stor, hvis modhagen ikke engang har fået fat!
PENETRATIONS-TESTEN viser, at det er let nok at sætte krogen med fx 0,5-1 kilos kraft i de bløde dele af munden – både med små trekroge og store streamerkroge. Men – når fisken prikkes i de hårde dele af havørredkæften, er det kun de meget små trekroge, der trænger ind (markeret med
lysegrønt og blåt i skema og graf). Jo mindre, tyndere og dermed også skarpere krogene er, desto lettere penetrerer de. En gren penetrerer lettere end to/flere, men til gengæld giver flere grene et bedre kroghold. At tre grene får fat samtidig sker yderst sjældent. Selv i de hårde dele af havørredens mund kan kroge under str. 12 normalt penetrere til et punkt bag modhagen, med det pres du reelt lægger på fisken, mens modhugget accelereres.
I de tilfælde, hvor du lynhurtigt når at accelerere dit modhug helt op til fx 1-1,5 kilo, vil du med en # 6-7 stang ofte (men ikke altid) stadig kunne nå at sætte en str. 12 trekrog selv i de hårde dele af munden (markeret med blåt). Men – du er på vej ind i gråzonen
Når du kommer op i kroge større end str. 12 viser testen, at krogene penetrerer mere og mere elendigt. I området markeret med rødt på grafen har du krydset grænsen for effektiv penetration i de hårde dele af munden, og her er det i praksis mere eller mindre umuligt at få et godt kroghold med den kraft, som du kan overføre til krogspidsen i modhugget. Eftersom en meget stor del af laksefiskenes mund – og i særdeles kæberne, består af ret hårdt væv, er det indlysende, hvorfor der mistes så mange fisk. Det er klart, at krogene ofte rystes ud, når modhagen overhovedet ikke er trængt ind. Præcis dette forklarer, hvorfor en meget stor del af de mistede fisk ryger af krogen indenfor 0,5-2 sekunder.
UNDER EN NORMAL FIGHT, hvor du kan lade fisken tage udløb, får du med en # 6-7 stang sjældent brug for at lægge mere end 0,8-1,2 kilos pres på fisken – især hvis du bruger din hjerne mere end dine muskler under fighten. I sjældne hook & hold situationer med meget store fisk kan du måske komme ud for at skulle lægge 1,4-1,8 kilos pres på fisken, men selv dette er noget du sjældent vil miste fisk på selv med str. 16-18 kroge.
De kroge, der normalt anvendes til skandinavisk kystfluefiskeri, er altså så overdimensionerede, at det går voldsomt ud over penetration og dermed fangstraten. »Min streamer sidder altid med krogen perfekt plantet i mundvigen«, er en frase man tit hører fra fluefiskere, der mister så mange fisk, at de er blevet fartblinde. Ja det er klart, for i stort set alle de tilfælde, hvor krogen får fat direkte i den hårde kæbe, rystes fluen fri på et splitsekund.
TRÆKTESTEN viser, at man med det pres, som det er nødvendigt at lægge på selv store kystørred, kun yderst sjældent kommer i nærheden af den kraft, der skal til for at risikere at miste krogholdet eller knække/udrette selv de små trekroge. (Se skema s. 23 t.h.). Javist – de store streamerkroge kan tåle et mere ekstremt træk en små trekroge, men det ekstra træk de kan tåle, er i forbindelse med kystfluefiskeri fuldstændig ligegyldigt, fordi du i praksis aldrig kommer til at lægge så hårdt et pres på fisken. Der er altså ingen grund til at være nervøs for at miste fisk på de små trekroge – tværtimod.
Den teoretiske fordel ved store streamerkroge (over str. 4-2) er, at de giver et dybere kroghold – og bl.a. derfor kan de også ofte komme hele vejen omkring kæben. Det giver et kroghold, der kan tåle meget ekstreme belastninger. Prisen er desværre, at du mister halvdelen af samtlige kontakter – hvilket er en dyr pris for en helt unødvendig ekstra styrke.
Dette – kombineret med praktisk erfaring med små kroge og store fisk, gør, at jeg ikke er et sekund i tvivl: Risikoen for at miste selv store fisk på grund af dårlig penetration med store kroge – er langt, langt højere end ved at lægge for meget pres på en lille krog fisket med rette teknik. Jeg er derfor sikker på, at vejen til ekstremt høje landingsrater – også inden for kystfluefiskeriet – går gennem at bruge betydeligt mindre kroge under str. 12 området.
Fisker du med konventionelle teknikker, betyder en effektiv brug af mindre kroge dog også, at du må skalere tilsvarende ned i fluens størrelse. Men i praksis dikterer faktorer som fx synlighed, afsøgningseffektivitet og imitation af specifikke fødeemner dog meget ofte, at fluen i mange situationer helst skal have en bestemt størrelse. Mange af de mest populære kystfluer i Danmark er således fx 4-10 cm lange. Med så store fluer og konventionelle teknikker er det ikke muligt at drage fuld fordel af de små kroges suveræne penetreringsevne.
RØRFLUER er et oplagt første skridt på vejen til at kunne bruge mindre kroge på større fluer – præcis som et fåtal skrappe danske kystfluefiskere som fx Per Karlsen har gjort det i årevis. Så længe fluen ikke er for tyk og krogen ikke er alt for lille – giver dette en landingsrate, der er markant bedre end en streamer i samme størrelse. Men – sætter du en str. 16-18 krog i enden af en traditionel dansk kystflue bundet på et rør, så er krogspidserne på langt de fleste mønstre så dårligt eksponeret at de kun får overfladisk fat – hvis de overhovedet når så langt, hvorved du risikerer at tabe det på gyngerne, som du vinder på karusellerne
Vil du for alvor udnytte det kæmpestore potentiale, der ligger i at bruge ultra små kroge, er det altså vigtigt at krogen monteres på en helt anden måde end normalt for, at den bliver eksponeret ordentligt. På rørfluer kan dette gøre på elegant vis med et L-rig (Fisk og Fri 10/2010), men selv her er der rum for forbedring.
Alt dette kan du læse meget mere om i næste nummer af Fisk & Fri, hvor vi afslører en ny metode, der effektivt løser denne problematik – og booster din fangstrate med 50-200% set i forhold til normalt streamerfiskeri.
