Enebærodde, som er Fyns største hedeområde, byder på fantastiske naturoplevelser – også for havørredfiskeren. Her er et rigt fugle og dyreliv og for friluftsmennesker – med eller uden fiskestang – er Enebærodde et must at besøge.

Af Simon Gad

 

Hvidovre Sport

 

I sommerhalvåret er der gode muligheder for natfiskeri på Enebærodde.

I sommerhalvåret er der gode muligheder for natfiskeri på Enebærodde.

HAVØRREDFISKERIET findes næp­pe bedre andre steder på Fyn, hvor den karakteristiske seks kilometer lange landtange indbyder til top fiskeri efter mange arter året rundt. Her er alt fra den åbne Kattegat Kyst mod nord med sandbanker, stenrev, revlegen­nem­brud og tangskove, der tiltrækker havørreder, hornfisk og multer – til fiskeriet i »Gabet« ud for spidsen af odden, hvor dybdekurverne skærer helt ind under land og falder drastisk til en dybde på mere end 15 meter. Her er muligheder, der spænder fra storørreder i sommernatten og store fladfisk på skrænterne – til vinterfiskeri efter grønlændere på tangens sydside med den mudrede og småstenede bund inde i Odense fjord. Så er der vist dækket op til fiskeeventyr for alvor!

AT DER ER MANGE HAVØRREDER PÅ FYN, er der vidst ingen, der er i tvivl om, men herude i yderkanten af Odense Fjord på Enebærodde er der bare en tendens til, at der lige er lidt flere. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om min kommende fiskedestination, da jeg lægger mig ned for at få et par times søvn inden vækkeuret ringer kl. 03.00.

Det er en tidlig morgen, og efter den obligatoriske kaffebrygning får jeg pakket bilen og kører af sted ud af Odense mod først Otterup dernæst Hasmark og endelig Enebærodde. Jeg har ikke taget cyklen med, selvom der er lang vej mod spidsen, og eftersom bilkørsel er bandlyst på odden, må jeg gå. Det er nu også fint nok, da jeg trænger til noget motion, desuden er der jo også fine chancer for hvert skridt jeg bevæger mig af sted.

Et udvalg af Simon Gads favorit tobisimitationer til de nordfynske kystpladser.

Et udvalg af Simon Gads favorit tobisimitationer til de nordfynske kystpladser.

Jeg rigger grejet til, mens havgus og morgendis blander sig og gør luften omkring mig tætpakket og iltrig. Det smager lidt salt på min tunge, når jeg ånder ind, og jeg skutter mig, da tågerne lægger sig som en hinde omkring mig. Den kølige morgenstund står i stærk kontrast til den varme forårsdag, som er i vente. De tidlige morgentimer er tit gode og ganske rigtigt – lyden af et lille plask et sted derude afslører, at jeg ikke er den eneste der er stået tidligt op i dag. Jeg bliver med det samme revet ud af morgentrancen og skynder mig at blive færdig med grejet, tømmer kaffekoppen og går i fiskemode.

Simon Gad med en god blankfisk, der var resultatet af en god dag på Enebærodde.

Simon Gad med en god blankfisk, der var resultatet af en god dag på Enebærodde.

FISKERIET kan påbegyndes umiddelbart neden for parkeringspladsen. Generelt er der på den første del af strækket en del sand, men bundforholdene ændrer sig også en del alt efter årstid, da oddens nordside ud mod Kattegat er meget udsat for vejrforholdene. Kraftige efterårsstorme kan sagtens sende en del sand mod strækket, men se det som en del af charmen ved pladsen, at ens små hotspots kan have rykket sig lidt eller nye kan være kommet til.

Der er dog nogle gode spots herude, som stort set altid er værd at bruge lidt kræfter på at udforske. Cirka 500 meter ude ad odden strækker sig et område med tang og småsten sig ud over sandet. Pladsen bliver kaldt »Den dovne mands plads«, for hvem siger, at man skal gå eller cykle de seks kilometer til spidsen af odden for at fange havørreder. Denne plads giver hvert år rigtig gode havørreder, så start altid dit fiskeri her. På strækket ud mod skoven er der små høfder og imellem disse er der rimelig dybt vand tæt under land med lidt sten, spredte områder med blæretang og ålegræs – og længere ude ligger der en sandbanke. Fiskene går som regel i det dybe vand mellem høfderne, så det er ikke nødvendigt at vadefiske. Ved lavvande kan det dog godt betale sig at vade ud på sandbanken og fiske ude i det yderste badekar for at finde fiskene. At der er meget sand i området, skal man ikke lade sig snyde af, og de havørreder der optræder her er oftest på jagt og hugger agnen hårdt og kontant. Jeg har haft gode oplevelser i forårsmånederne, hvor højtgående woblere som fx Salty har fisket kanon over de sandede områder. Det kan for alvor sætte gang i fiskefeberen, når man spotter en hugvilig havørred i hælene på ens agn i spritklart vand over sandbunden.

SkemaDREJET, som er det smalle stykke land inden skovområdet, er det næste stræk, når man stille og roligt fisker sig sydøstover. Generelt skal det siges om dette stræk, at fiskene går rigtig tæt på land. Der er ikke specielt dybt, og der er sandet med vegetation i form af tangskove og småsten, som breder sig fra strandkanten og 30-40 meter ud. I vegetationen er der afhængigt af årstiden tanglopper, hundestejler, sandkutlinger og rejer. Tanglopperne kommer her først og i takt med, at vandet bliver lunere, kommer de andre også. Derfor er det oplagt at forsøge sig med provokationsagn i de kolde måneder, for at lokke havørreden til hug, mens man senere på sæsonen kan fiske mere effektivt med imitationer.

På grund af den ringe vanddybde er vadefiskeri ikke anbefalelsesværdigt, da man oftest skræmmer fiskene væk, som man går og fisker efter. Fluefiskeren og bombardafiskeren har kronede dage på dette stræk. Den ringe dybde gør, at fluen er det rigtige valg her. På stille dage er det med at være opmærksom på overfladen, når man bevæger sig af sted. Sightfishing er oplagt på hele odden, men her ud for Drejet er det ekstra vigtigt at være opmærksom, da havørreden går helt inde under land.

Havørredklassikeren Møresilda har slået til igen.

Havørredklassikeren Møresilda har slået til igen.

Skal man i gang med spinnestangen, må man vælge meget lette agn på maksimalt 10 gram og gerne med en stor bæreflade. Et godt tip til strækket er at forsøge sig med UL – fiskeri – eksempelvis små blink som Møresilda i 6-8 gram, Stripper i 7 gram eller Boss i 8 gram. er rigtig gode valg på det lette grej. Har man først fanget en ørred på det lette grej, er man solgt. I øvrigt kan det også være rigtig underholdene med det lette grej, når hornfisken indfinder sig i området fra sidst i april og maj.

SKOVEN er det næste stræk. Herfra og de næste kilometer frem æn­drer bunden karakter og bliver mere stenet. Der bliver også dybere på dette stræk. Her er små stenrev på strækket, som skal fiskes grundigt over, og man kan igen vælge at fiske fra land med god succes. Ved lavvande går man igennem det inderste badekar og kan nu vade på sandbanken længere ude. I forårs og sommermånederne er der tit store stimer af tobis her på det stenede stræk, hvorfor det godt kan betale sig at vælge tobis imiterende endeagn, fx tobis fluen Flat Wing Tobis eller tobis blink og woblere.

Fyret ved spidsen af Odden er et vartegn for en af de gode pladser om sommeren – her er nemlig både god dybde og iltrigt vand.

Fyret ved spidsen af Odden er et vartegn for en af de gode pladser om sommeren – her er nemlig både god dybde og iltrigt vand.

Hotspottet her neden for skoven er strækket umiddelbart efter »Martinegården«, som er en skønt beliggende hytte, der oftest bruges til lejrskoler eller kurser. Her er der ekstra dybt vand og til tider også en del strøm i forbindelse med de små stenrev, der strækker sig ud fra kysten. Generelt skal det siges om dette stræk, at man skal holde øje med de steder, hvor der er revlegennembrud, og hvor der er overgange fra henholdsvis sand, sten og tang. Det er som regel her havørreden træffes.

SPIDSEN AF ODDEN neden for fyret er en meget spændende plads at fiske på. Året rundt er der chance for at opleve et forrygende fiskeri her i Gabet. I efterårsmånederne kan man støde på store stimer af trækkende havørreder, der er på vej mod åerne længere inde i fjorden. Og der er ikke kun farvede fisk i disse stimer, men også grønlændere og enkelte overspringere. I vintermånederne er det primært de store overspringere, der jagter sildestimer i sejlrenden, som man håber på kommer inden for kastehold.

Et par smukke fisk fra Enebærodde har måtte bide i tangen.

Et par smukke fisk fra Enebærodde har måtte bide i tangen.

I forårsmånederne er der igen trækkende havørreder, der kommer ud af fjorden, og som aggressivt kaster sig over agnen. I sommermånederne tiltrækker den gode dybde og stærke strøm havørreden til Odden. Her er højtgående fluer og woblere er den rette medicin. På Fyn udgør spidsen af odden et af de bedste bud på en sommerørred i sværvægtsklassen.

Strækket ude omkring fyret tiltrækker undertiden også stimer af multer, og er de først spottet, er det med at forsøge sig med grønne fluer eller flådmede med brød. En ting er dog at spotte dem – noget andet er det at fange dem. Afslutningsvis skal det med, at strækket herude byder på et super fladfiskefiskeri. De flade fanges på bundtakler agnet med børsteorm, rejer, sild eller GULP-efterligninger, som langsomt trækkes op langs sejlrendens skrænter. Et godt tip er at fiske med et tungt blankt skeblink med en efterhængt linetafs på 50-80 centimeter. For enden af linen trækkes et par perler i forskellig størrelser, og en langskaftet krog bindes nu på linen. Når man har monteret agnen kastes hele herligheden ud og spinnes ind i et stille og roligt tempo. Blinket må gerne hoppe lidt hen over bunden, hvilket gerne skulle sætte skub i fladfiskene.

Udmundingen af Odense Fjord i Gabet mellem Enebærodde og Lodshuse er en fortræffeligs plads, hvor mange havørreder passerer til og fra fjorden.

Udmundingen af Odense Fjord i Gabet mellem Enebærodde og Lodshuse er en fortræffeligs plads, hvor mange havørreder passerer til og fra fjorden.

DEN SYDLIGE DEL AF ODDEN ind mod Odense fjord, er primært et vinterstræk. Bunden er let gruset og mudret med enkelte områder, hvor der er tangskove og ålegræs. Strækket begynder til højre for fyret og fortsætter et stykke ind i bugten bag Odden. På et tidspunkt bliver det så lavvandet, at det giver sig selv, når fiskeriet ikke mere er muligt. Den rette medicin til de sølvblanke grønlændere er langsomtgående woblere i hvide og pink farver, samt klassiske vinterfluer som fx Glimmerrejen, Flammen, Juletræet GTI og Polar Magnus.

Her til sidst skal der lige sniges et boligtip ind. Står du fx og skal planlægge en forenings eller herretur så prøv lige at tjekke det her link; www.fyrmesterbolig.dk/index.php?plik=beskrivelse. Så bliver det nok ikke meget bedre… Go tur og knæk og bræk på Enebærodde.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This