Har du nogensinde undret dig over, hvor de mange kulørte fluebindingsmaterialer i din lokale fluefiskeforretning stammer fra, og hvordan de er blevet til? Det har de færreste, men måske er det værd at tænke lidt nøjere over.
Af Rasmus Ovesen
Binder man klassiske laksefluer, som jo primært består af naturlige materialer, bør man være særdeles opmærksom på, hvor materialerne stammer fra, og om de er CITES certificerede.
I MINE FLUEBINDINGSARKIVER vrimler det med farverige og eksotiske materialer. De er blevet akkumuleret igennem årene, og de er systematiseret efter bedste evne. Mange af materialerne er syntetiske, men et væld af dem er naturlige. Det gælder for eksempel de mange hanehackler samt marabou- og CDC fjerene. Det gælder også for meget af den dubbing, som jeg bruger så flittigt, samt for alle skindsstykkerne, der stammer fra dyr som polarræv, elg, rådyr, ged, mink, opossum, vaskebjørn, kænguru og hare. I nogle bortgemte arkiver, hvor en større kollektion af materialer til klassiske laksefluer opbevares, er der guldfasanskind, isfugleskind og perlehøneskind. Her er også fjer fra papegøjer, amherstfasan, macaw, woodduck, struds, skovskade, kalkun og jungle cock – for blot at nævne dem, der først falder mig ind.
SOM KNÆGT var det fascinerede at gå på opdagelse i fluebindingsforretningerne og snolde lommepengene op. Med deres teksturer, glans, farver og uanede anvendelsesmuligheder udgjorde fluebindingsmaterialerne en kreativ guldgrube med en lille tilknyttet forhåbning om, at de resulterende fluer også ville kaste nogle gode fisk af sig. Materialerne blev hevet ned af hylderne og bragt med hjem – og der blev ikke skildret mellem syntetiske materialer eller naturlige materialer. Alt, der havde at gøre med fluebinding og syslerne ved fluebindingsstikket, gav ikke anledning til andre spekulationer end dem, der kredsede omkring mønstre, proportioner, formgivning og farvesammensætning – og så selvfølgelig fiskene derude ved vandet.
Fiskene er ligeglade med om ens fluer er bundet af naturlige eller syntetiske materialer, og der er derfor ikke nogen særlig grund til ikke at favorisere de syntetiske materialer.
FOR MIT VEDKOMMENDE skete det første moralske skred i forhold til fluebindingen, da jeg igennem en Greenpeace kampagne blev gjort opmærksom på, hvordan enkelte grønlandske og canadiske fangere, tilsyneladende jagede stressede og forskræmte sæler med køller og i enkelte tilfælde pelsede dyrene i levende live. Pludselig kunne jeg ikke længere binde en lakseflue, der involverede et kropsparti af sæluld, uden at tænke nærmere over, hvordan netop den sæluld, jeg brugte, var endt som dubbing i en fluefiskeforretning. Havde der været slagtning med tvivlsomme midler involveret i produktionen af min dubbing, og var sælbestandene virkeligt truede, ligesom Greenpeace påstod?
En af livet indpodet skepsis har lært mig at være mistænksom overfor alle radikaliserede udlægninger af sandheden, hvis man overhovedet kan snakke om en sådan i endegyldig forstand. Men selvom jeg ikke kunne vide, hvor mine fluebindingsmaterialer stammede fra, eller om Greenpeaces udlægninger var troværdige, var jeg ikke længere i stand til at købe fluebindingsmaterialer, uden at gøre mig tanker om, hvordan de var blevet til – og om tilblivelsen af dem kunne retfærdiggøres i lyset af hensigten med materialerne. Var mine fluer egentlig så vigtige, at der måtte spildes tvivlsomt blod for dem?
Overdådigt dresserede laksefluer bundet af Anders Ovesen, der om nogen er bekendt med vanskelighederne med at få fat i CITES godkendte materialer til den klassiske laksefluebinding.
SOM ÅRENE GIK tiltrak flere og flere af mine fluebindingsmaterialer sig opmærksomhed, enten fordi dyrene, de stammede fra, var truede, eller fordi de tilsyneladende blev jagtet og slået ihjel med inhumane metoder. Det gjaldt for eksempel mine stykker af isbjørneskind, min (certificerede) jungle cock nakke, og ikke mindst mine stykker af tørrede åleskind: alle tre materialer fra truede dyrearter. Det gjaldt også for mine ellers så flittigt anvendte polarrævehaler. De stammer jo fra dyr, der ofte fanges i grusomme klapfælder – klapfælder, der udsætter dyret for en masse unødvendig lidelse, inden det aflives. Dertil kom en lang række materialer, som jeg knap nok anede, hvad var og hvor de stammede fra. Og så var der jo også de mange klassiske laksefluematerialer som i høj grad udgjordes af eksotiske fugleskind fra regnskovenes allerdybeste afkroge, og dem turde jeg knapt nok tænke på.
I det hele taget blev det åbenlyst for mig, at der var enormt meget, jeg ikke vidste om mine fluebindingsmaterialer. Det bekymrede mig – og det gør det fortsat. For eksempel aner jeg fortsat ikke, om der bliver bedrevet målrettet jagt på dyr specifikt med henblik på fremstilling af fluebindingsmaterialer, eller om de involverede jagtmetoder er tvivlsomme. Jeg aner ikke, om måden, hvorpå man producerer genetisk avlede hanenakker, er etisk forsvarlig. Jeg aner heller ikke, om forbruget af materialer til klassiske laksefluer skaber en ugunstig efterspørgsel på eksempelvis truede fuglearter i troperne…
Der findes masser af fine syntetiske substitutmaterialer på markedet. Her er det danske Pro Sportfisher’s Pro Jungle Cock HD.
FLUEFISKERE OG FLUEBINDERE er typisk dybt engagerede individer med et blik for den subtile skønhed, der findes i naturen og dens underfundige mangfoldighed. Derudover har de fleste af os både miljøbevidste og humane tankeformer, der gør, at vi bekymrer os om eksempelvis natur- og bestandspleje samt – ikke mindst – dyrevelfærd. I forhold til fluebindingsmaterialerne kan det dog være svært at vide, hvordan man skal forholde sig.
Jeg selv er begyndt i højere og højere grad at gå over til syntetiske materialer, og ellers sætter jeg en ære i, at tilegne mig materialer fra dyr, som jeg ved er blevet nedlagt og pelset på forsvarlig vis – og her er det givtigt at have nogle venner, som går på jagt. Derudover er jeg begyndt at stille både forhandlerne og producenterne af fluebindingsmaterialerne nogle kritiske spørgsmål – ikke kun for selv at blive klogere, men også for at lade producenterne vide, at de også har et ansvar i forhold til dyrevelfærd og bestandsvedligeholdelse.
Hvorvidt andre folk bør gøre det samme, er ikke op til mig at vurdere. Men under alle omstændigheder er det sundt, at forholde sig kritisk og undrende til forhold, som ikke i udgangspunktet er præget af gennemsigtighed. Så hav endelig en snert af undren og kritisk sans i bevidstheden næste gang, du sætter dig ved fluestikket eller stikker hovedet indenfor i en fluebindingsforretning.
Vær påpasselig med…
Især som laksefluebinder er der mange eksotiske materialer, som stammer fra sårbare dyrearter – især fugle. CITES, som er en international traktat fra 1973 til beskyttelse af særligt truede dyrearter, arbejder for at hindre ulovlig handel med dyr, pelse, skind og lignende. De certificerer ganske mange laksefluebindingsmaterialer, hvilket med andre ord betyder, at du som forbruger, kan vide med sikkerhed, at disse materialer stammer fra bæredygtig produktion. Dette gælder eksempelvis følgende fugle; Jungle Cock, Indian Crow, Ara, Guinea Vulturine, Satyr Tragopan, Argus og Palawan for blot at nævne nogle få. På CITES organisationens hjemmeside kan du finde den komplette liste over truede dyrearter: http://www.cites.org/eng/app/appendices.php
Brug de syntetiske alternativer
Ganske mange fluebindingsmaterialer kan man med god grund undgå. Eksempelvis er der efterhånden så mange forskellige syntetiske dubbingmaterialer på markedet, at der ikke er nogen grund til at købe naturlige dubbingmaterialer. Eksempelvis kan SLF Standarden gøre det ud for sæluld, da den har samme glans og struktur. Det samme gør sig gældende for enormt mange vingematerialer. Blandt andet er der masser af materialer – for eksempel Polar Aire og Poly Bear, som fint udgør det for naturlig isbjørn. På samme måde kan man sagtens udskifte eksempelvis polarrævevinger og haler med Polarfibres uden af fluerne fisker dårligere af den grund.
Generelt er der masser af syntetiske alternativer til eksisterende naturmaterialer, og de er både lette at få tag i og overkommeligt prissatte. Ja, selv syntetiske junglecock fjer af god kvalitet kan fås nu om dage – eksempelvis ProSportfisher’s Pro Jungle Cock HD fjer. Det er fotorealistiske fjer, der printes på mindre plastic-ark, og som både er mere holdbare og billigere end den ægte vare.
