Morten Sussemiehl Pedersen på 14 år fra Lem i Jylland er helt vild med at fiske gedder. For et par dage siden var han ude med sin gode kammerat i en lille lokal mergelgrav for at fiske gedder. – Planen var at fiske med død agn, og inden længe havde vi kastet alle vores tre døde skaller ud på bunden og sat stængerne i stangholderne, fortæller han. – Vi hyggede os godt med vores kaffe – samt sad og snakkede, men der skete ikke så meget til at starte med.

– Efter lidt tid besluttede vi os for at kombinere med spinnefiskeri, og inden længe havde vi fået to gedder på 59 og 64 centimeter på spinnestængerne. Pludselig hylede den ene bidmelder, og så kan det nok være, at vi fik benene på nakken i en vis fart. Vi sprintede for fuld tryk derudaf for at nå stængerne, og da vi kom frem, løb linen stille og roligt af hjulet i et jævnt tempo. Jeg gav den lige et øjeblik ekstra, hvorefter jeg tog stangen og gjorde modhug.

– Fisken føltes helt vild tung – næsten som om der var bundhug. Fisken var helt vild og tog en del line, så det var en super spændende fight. Efter lidt tid kom fisken dog ind, og jeg fik min kammerat til at gøre klar med nettet. Først kom hovedet ind – og derefter resten af den store krop.

Da fisken var sikkert i nettet, var der vild jubel. Vi måtte lige stå og kigge lidt tid på gedden i nettet, før vi for alvor sandede, hvor flot fisken var. Imens min kammerat holdt gedden i nettet under vandet, gjorde jeg afkrogningsmåtten klar – og vel ude på denne kunne vi konstatere, at fisken var 112 centimeter.  Vi vejede den til 10,0 kilo efter, at vejeslyngens vægt var trukket fra. Vores ben rystede, og vi var bare helt væk af glæde, men holdt hovedet koldt og genudsatte storgedden efter et par hurtige fotos, slutter Morten, der nok snart skal ud og besøge den hemmelige geddesø igen.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This