På lørdag den 17. januar kl. 13.00 samles borgere, der vil Isefjorden det godt, ved Hundested Havn på Sjælland for at sende et klart budskab: Der skal ikke gives nye tilladelser til muslingeskrab i Isefjord for 2026.
– Muslingeskrab fjerner levende muslinger, ødelægger havbunden og forringer livsbetingelserne for fisk, planter og smådyr, lyder det fra foreningen Red Isefjord. – Dermed svækkes hele fjordens økosystem. Levendende muslinger er en del af løsningen – de filtrerer vandet og bidrager naturligt til bedre vandkvalitet. Det er skrabningen, der gør skade.
Ved demonstrationen vil der være taler fra både forsknings- og politisk side:
- Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet
- Zenia Stampe, medlem af Folketinget (Radikale Venstre)
- Torsten Gejl, medlem af Folketinget (Alternativet)
- Anja Rosengren, byrådsmedlem i Halsnæs (SF)
Demonstrationen er åben og fredelig og henvender sig til alle, der holder af Isefjorden og Roskilde Fjord – fastboende, fritidsbrugere og naturinteresserede. At møde op er en måde at vise, at fjordene ikke skal udnyttes kortsigtet, men beskyttes langsigtet. Lad muslingerne blive, og lad fjorden leve. Så simpelt er budskabet.









