Michael Koldtoft med en flot 6,5 kilos havørred taget på det nye blink Grizzly Willy MAG.
4.2.11 – DEN FØRSTE DAG på Øresund i år var for rigtig mange småbåde søndag den 23. januar, og havnen i Skovshoved summede af liv allerede inden solen var stået op. Michael Koldtoft var taget på sundet i hans båd, Måleren, sammen med sin kammerat Steffen.
– På årets første tur havde vi sat os det mål, at vi skulle ud og forsøge at få lidt ørreder og nogle gode stegetorsk i båden, fortæller Michael. – Vi trollede fra Tårbæk Rev op til Lous Flak, og midt på dagen fik vi et rigtigt godt hug på sideplaneren. Efter en god fight, der blev foreviget på både film og foto af en nabobåd fik vi en rigtig flot 6,5 kilos havørred ombord i båden, fortsætter Michael.
Det nye blink, Grizzly Willy MAG, kan købes hos Trolling Centrum i Taastrup.Den flotte havørred blev fanget på det nye blink, Grizzly Willy MAG, der er en serie nye blink som er kommet på hylderne hos Trolling Centrum. Helt så nyt er blinktet Willy MAG dog ikke, faktisk har det næsten 30 år på bagen i USA, men nu har Grizzly Lures købt rettighederne til at genoptrykke serien i Danmark. Samtidig er blinket udkommet i 20 nye farver.
Resten af dagen gav godt med fisk i Måleren. – Ud over havørreden fik vi yderligere 3 ørreder på op til 2 kilo samt omkring 20 torsk i 2-3 kilos-klassen. Det var en super flot dag på sundet med rigtig mange både, slutter Michael.
Hele fangstrapporten kan læses på www.s-s-d.dk.