Mark Hemmingsen har igen, igen været på opdagelsesrejse ved en af de mange spændende østjyske kyststrækninger. – Målet var at se, om jeg kunne finde en glastunge – en fiskeart, som jeg mistænker for ofte at blive forvekslet med yngel af almindelig tunge. Min inspiration kommer fra et opslag af en svensk artsfisker, som forleden havde fanget en glastunge på lavt vand i Sverige. Dog er der som med så mange andre små fiskearter begrænset med information om fiskeartens præcise udbredelse og levevis. Derfor, er det på med pionerhatten og afsted mod vandet. Jeg ankom ved den valgte kyststrækning omkring midnatstid. Kysten blev søgt tynd i løbet af nogle timer med tungevinduet og isfiskestangen i hånden – dog uden held.

– På min sidste rundtur langs et tangbælte ved land, fik jeg med pandelampen lyst en lille fisk op i overfladen, som jeg ved første øjekast vurderede til at være en hundestejle, men da jeg fik tungevinduet henover fisken, så fisken lige pludselig markant anderledes ud. Under tungevinduet, så jeg nu fisken tydeligt, og den så ud til at være mere eller mindre gennemsigtig set fra oven. Af denne grund, gav jeg mig til at fiske til fisken, som jeg nu mistænke var en glaskutling.

– Lidt forskelligt agn agnet på en tanagokrog blev præsenteret uden held, men efter et agnskifte til et mikrostykke sandorm, huggede fisken minsandten… Jeg skal love for, at jeg blev overrasket, da fisken kom sikkert op i tungevinduet, for her lå nu en fisk, som havde en sølvfarvet side. Hurtigt fik jeg taget nogle billeder af fisken, og så var det ellers herfra ned i min medbragte fotoboks. Efter at have nærstuderet fisken i fotoboksen, kunne jeg endelig juble, for dette var en helt ny fiskeart for mit vedkommende, hvilket betyder, at jeg nu har fanget 99 arter i Danmark. Fisken er med næsten sikkerhed også den første stangfangede i Danmark. Yeah! Turen var mere end reddet fra at blive en nultur, og tilmed havde jeg glemt alt om mit oprindelig mål om glastungen, samt ikke mindst de mange ture, som jeg havde til Lillebælt i vinters, hvor det ikke lykkedes mig at fange nogle af de stribefisk, som jeg af og til havde observeret under tungevinduet.

 

Hvidovre Sport

 

Mark Hemmingsen med Danmarks måske første stangfangede stribefiski

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This