–  Vores årlige laksetur til Norge blev desværre aflyst grundet corona-restriktioner, lyder det fra Martin Lang. – Derfor måtte min bror Christian, mine to kammerater Thor og Claus og jeg blive hjemme. Men da fiskefeberen var brudt ud, skulle der naturligvis fiskes. Vi blev enige om at fiske Storåen et par dage, og vi var overbevist om, at vi nok skulle fange laks, da forholdene på papiret var gode. Men efter to dages intensivt fiskeri i øsende regn og hård blæst var det kun blevet til en håndfuld aborrer og nogle mistede fisk.

– På andendagen lykkedes det mig dog at lande en flot havørred på omkring 65 cm. Den kom hurtigt tilbage til sit rette element. Efter flere meldinger om store laks og godt fiskeri i Norge, hvor vi skulle have fisket, fik vi endnu mere blod på tanden efter en dansk laks. Derfor besluttede vi at give det en dag mere ved Storåen. På tredjedagen startede vi på det stræk, vi havde fisket på førstedagen, da vi trods alt havde haft kontakt til laks der. Efter at have fisket strækket af var der stadig ingen gevinst. Dog havde Thor set en pæn laks springe fri af vandet helt oppe i begyndelsen af strækket, men han havde ikke fået den til at hugge.

– Det meste af tiden havde vi benyttet kondomspinnere, men mange andre agn var også blevet afprøvet. Lige inden jeg ankom til campen, kom Thor op til mig og pegede på den busk, hvor han havde set laksen springe. Uden den store tro på, at fisken ville hugge, fik jeg lagt den klassiske Mepps Aglia i størrelse 4 over foran busken. Jeg nåede imidlertid blot få rotationer på hjulet, da laksen huggede kontant. Jeg vidste med det samme, at laksen var over 75 cm, og at den skulle fightes hårdt for at få den hurtigt ud igen.

– Claus og Christian kom løbende med det store gummibelagte net, og efter en intens fight på få meter line, fik min bror udført en perfekt netning. Der i nettet lå en utrolig smuk og letfarvet hunlaks, og jeg sprang i vandet med det samme. Hurtigt fik jeg målt den flotte fisk til 84 cm og taget et foto af min første danske laks. Min største laks fra tidligere ture til Norge var 85 cm, så jeg var svært tilfreds med min debutlaks i en dansk å. Det tog ikke mange sekunder fra den lå i nettet til den igen svømmede ud i Storåens strømmende vand. Det var ganske enkelt en fantastisk oplevelse.

– Til fiskeriet benyttede jeg min Sportex Curve Spin 9 fod, 10-30g. Den dybe aktion i klingen gjorde, at jeg problemfrit kunne kontrollere fighten på kort line. Hjulet var et Daiwa Caldia LT i størrelse 3000, og det var fyldt op med en Climax Carat 12 i 0,20 mm. Det var et skønt sæt at fiske med i de tre dage, hvor Storåens brinker blev travet lystigt igennem.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This