nov 15, 2023 | Nyheder
– Vi ankom til søen tidlig fredag morgen. Det var mørkt, koldt og stod ned i stænger, men hvad gør man ikke for at fange en fisk eller to, når fiske-feberen har ramt, fortæller Henrik Larsen. – Først fik vi slæbt alt vores grej ned til søen og begyndte at rigge stænger samt bidmeldere til bundfiskeri med død agn. De sidste stænger var ikke blevet sejlet ud endnu, da den første gedde huggede på. Det viste sig at være én ud af mange.
– De næste 5 timers tid bippede det fra øst og vest, og vi kunne dårligt nå at afkroge, inden den næste var på. Da der kom lidt mere ro på, blev der rigget et par flådstænger til med levende skaller, og de gav også fisk. Da klokken var lidt over middag blev alt stille, og tælleren stoppede på 15 fisk på land med den bedste på 6,5kg. Derudover var der og god håndfuld fisk, som slap krogene før tid. Derefter havde vi god tid til hygge med mad over bål, og der var ikke et bip på resten af turen, som der ellers strækkede sig til næste dag, slutter han.
Bliv inspireret til dine takler til død agn i videoen her på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.
nov 15, 2023 | Nyheder
– Igennem et stykke tid har jeg været på barsel med vores søn på nu 10 måneder, så det har været meget småt med fiskeriet fra min side af. Sådan lyder det fra Jakob Brun. – Men – endelig var vejret og forholdene perfekte i en weekend, hvor kæresten kunne tage over med børnene, så det skulle selvfølgelig udnyttes: Afsted det gik med min fiskemakker Christian.
– Da vi ankom til den udsete plads, var planen at fiske strækket mod venstre, men vandet lignede nærmest kakao. Planen blev derfor ændret til at fiske mod højre i stedet for i håbet om at finde noget mere klart vand. Det lykkedes, og vi fik derefter et par småfisk. Vi fiskede videre og ramte så en stime jagtende grønlændere, der gylpede små sild op, når de var inde til afkrogning.
– Fiskeriet døde derefter lidt ud, med da vi så småt var på vej hjemad, var der lige pludselig bud efter min Sandeel i farven brown/copper/red dots, der blev taget knaldhårdt kun 3-4 meter fra stangspidsen. Fisken begyndte med det samme at rulle voldsomt, efterfulgt af et intenst udløb med flere spring helt fri af vandet. Selve landingen forløb heller ikke helt uden problemer, da den satte kurs direkte imod os, og svømmede en tur omkring os begge, inden den kom i kejsen i andet forsøg. Fisken blev nænsomt målt og vejet til 63cm og 2,5kg, inden den blev genudsat.
nov 14, 2023 | Nyheder
På en mørk og regnvåd novemberdag findes der næppe noget bedre end at drømme sig til sydlige himmelstrøg med fiskestangen. En af dem, der har gjort drømmen til virkelighed, er Magnus Højsgaard Brandt:
– Jeg har jagtet en GT over de 30 kg med popper i flere omgange – både Indien og Maldiverne, fortæller han. – I år var jeg turleder på en tur fra Waterman Travel til Maldiverne, hvor vi boede på Jupiter Sunrise Lodge. Og denne gange lykkes det – og så med en GT et stykke over de 30 kilo. Længde og kondi taget i betrækning er den skudt til 40 kg, så må sige, at det endelig lykkedes. Turen bød også på en stor wahoo og en fantastisk dag med 62 yellow fin tun i båden.
nov 14, 2023 | Nyheder
Det kører bedre end godt lige nu for Henrik Qvirin-Reiter kan man vist roligt sige. Først fik han en 4 kilos lynende blank i sidste uge på den åbne kyst. Derefter havde han en anden god tur med fisk op til 55 cm – og så skede det igen i dag…
– Klokken 13 susede jeg til fjorden, hvor jeg kunne se, at der var ret attraktive lavvandede forhold i en lille bugt, som jeg kender ret godt. På stedet her har jeg haft to dunderhug for nylig, som begge blev mistet, så – måske i dag…
– Der var fralandsvind i bugten, hvilket gjorde det muligt at fiske et af mine yndlingsspots af – dog uden held i første omgang. Herefter gik jeg videre til et andet sted, hvor jeg fik en fisk på 45 centimeter. På vejen hjem tænkte jeg, at jeg lige ville nappe 15 kast i den forjættede vig, hvor jeg intet fik på vejen ud. Og sådan blev det. Allerede efter få kast med speedspin havde jeg en stor følger, hvor vandet rejste sig seriøst bag fluen. Jeg tog straks et spinstop, og imens fluen dalede stod tiden stille. Kom nuuuuu. Jeg nåede lige at tænke – den får jeg ikke, men så krummede stangen bag vægten af en voldsom fisk. KLOOONK… Fisken baskede rundt i overfladen, som store fisk har det med at gøre det – hvorefter den stak i det vildeste udløb, idet bombarda´en lå og dunkede i overfladen, mens linen sang og bremsen hvinede.
– Efter den vildeste fight kunne jeg lande den smælderfede fjordørred, som havde taget min lille lyserøde rørflue. Maven var fyldt med 30 hundstejler, så der er ikke noget at sige til, at den var så tyk, slutter han og tilføjer at fisken var 5054 gram.
. Du kan se, hvordan Henrik fisker med bombarda i denne video på Fisk & Fris Youtube. Husk at abonnere på kanalen – det er gratis.
Læs om Henriks 4 kilos blankfisk fra sidste uge her.
nov 14, 2023 | Nyheder
Onsdag den 15.11 kl. 18-21 kan du møde Jens Bursell fra Fisk & Fri hos Fiskeklub København, som fortæller om noget af det fiskeri, han dyrker allermest. Der vi være tre dele af foredraget, som starter klokken 19.00. Første halvdel handler om kystfiskeri efter havørred, hvor du får et grundkursus i de allervigtigste overvejelser, man bør gøre sig inden turen – samt hvordan fiskeriet foregår i praksis. I anden delen drejer det sig om geddefiskeriet – hvor og hvordan skal man som begynder gribe fiskeriet an for at få mest muligt ud af det. I sidste heat drejer det sig om det ekstremfiskeri Jens har bedrevet over de sidste par år – med fokus på vertikalfiskeri og sightspin efter kæmpestore maller og stør fra flydering. Et hårrejsende spændende fiskeri, hvor man kan ende med at blive flået rundt i flyderen af fisk i 100-kilos klassen.
På denne aften vil du som et særtilbud kunne købe alle Jens´s sidste tre bøger – ”Havørred – Refleksioner på kysten”, ”Geddefeber” og ”Friluftsliv – fra drøm til virkelighed” til en nedsat pris på 250 kroner/stk. for førstnævnte og 200 kroner for sidstnævnte.
Selvom det er en klubaften for FFK – er der åbent for alle, som ved samme lejlighed kan snuse nærmere til klubben. Du kan tilmelde dig til foredraget her.
Da FKK pt er uden klublokaler. foregår foredraget i Nørregade 6, 1165 København K

I den sidste del af foredraget fortæller Jens om sit vilde flyderingsfiskeri efter maller og stør.
nov 14, 2023 | Nyheder
– Hvor er Øland bare fantastisk med traner, havørne og kaniner alle steder, skriver Niels Jørgen Mathiesen fra Farum Lystfiskerforening til Fisk & Fri. – Da vi ankom viste det sig, at fiskene ikke var de steder, hvor de plejede at være, men det lykkedes os dog alligevel at finde fisk på alle pladser. Der skulle dog kæmpes for dem. Nye pladser blev derfor fundet, og efter tre dages fiskeri, havde fem mand fanget 35 fisk, hvoraf de 22 af dem huggede på Svenskerfluen, der også stod for de tre største 60+´ere. Tre af fiskerne gik med blink, så den der Svenskerflue – den virkede bare godt! Du kan se en lille video om turen til Øland her, slutter han.
Læs mere om kystfiskeriet efter havørred på svenske Øland her.
Se hvordan du binder Niels Jørgens Svenskerflue her.

Havørrederne på Øland er bare vilde med Svenskerfluen.

nov 13, 2023 | Nyheder
– Weekenden blev brugt sammen med et par gode venner i Mariager Fjord på flere forskellige pladser omkring Hadsund, fortæller Thomas Ratzlaff. – Samlet set fik vi 22 havørreder i alt med de største på 48 og 54 cm. Menuen stod tilsyneladende på børsteorm, og jeg havde et godt fiskeri på en brunlig SG Sandeel på 15 gram. Mange fisk huggede på knædybt vand, og det var tydeligt, at der var ædegilde på det helt lave… Det var et virkelig spændende fiskeri efter de flotte gyldne fjordørreder, slutter han.
Læs mere om fiskeriet på de lave vand i fjorden lige nu i denne artikel af Karsten Bech fra fiskogfri.dk´s artikelarkiv.
nov 13, 2023 | Nyheder
– Årets sidste tur til Elling Å for at se om jeg kunne overliste en havørred eller 2. Vejret var ikke ligefrem med mig, da det stort set regnede nonstop, men fiskes skulle der, fortæller Jimmi Olesen. – Efter et kvarters fiskeri var der en fin havørred oppe og vende, men den missede spinneren. Så begav jeg mig længere ind i skoven, hvor jeg vidste, at der var nogle gode huller. Det måtte give en fisk tænkte jeg.
– Efter et par timers fiskeri havde jeg kun fået et par mindre bækørreder på land, og jeg havde ikke set skyggen af havørreder. Så besluttede jeg mig for at gå op på den sidste plads, inden turen gik hjem over. Det er en plads, der plejer at holde en fin fisk. Efter 3-4 kast mærkede jeg et puf til spinneren, hvorefter jeg kørte hurtigt to gange på hjulet – efterfulgt af et kort spin-stop. Pludselig kom hugget fra dybet. Jeg troede et kort øjeblik, at det var en fin havørred, men det viste sig i stedet, at det var en super flot gydeklar bækørred, der havde indtaget pladsen. Efter en kort men adrenalinful fight kunne jeg lande denne her flotte bækørred på 53 cm, som efter et par billeder hurtigt fik friheden igen.
nov 13, 2023 | Nyheder
– Forleden skulle den nye baitbåd prøves af til fiskeri med død agn efter gedderne, fortæller Peter Jensen. – Jeg valgte et område, som jeg ved holder fisk, da brasnerne tit samler sig der. Jeg fik lagt stængerne ud på tre meter vand og, der gik ikke lang tid, før højrestangen gik. En fisk i firserne kom op og blev efterfulgt af fire andre fisk med to over meteren. Den største af gedderne var 109cm. Det blev min startskud på sæsonen, slutter han.
Se hvordan du bruger en baitboat til geddefiskeri med død agn i videoen her fra Fisk & Fris Youtube kanaL
Lær mere om takler til geddefiskeri med død agn i videoen her.