Der er igennem snart et års tid arbejdet hårdt bag kulisserne for at få stablet en brancheforening for alle med kommercielle interesser for dansk lystfiskeri på benene. I dag blev foreningen så endelig en realitet efter en vellykket stiftende generalforsamling på Lundsgård Gods ved Kerteminde på Fyn.
Formålet med foreningen, der ikke er for private, er at være branchens politiske talerør og fremme danske rekreative fiskebestande – blandt andet ved flere udsætninger af fisk. Man vil endvidere arbejde for at fremme bredden i dansk lystfiskeri – rekruttere, uddanne og fastholde lystfiskere i sporten og mange andre ting.
Blandt de over 60 nye medlemmer ved stiftelsen af brancheorganisationen findes blandt andet producenter, grossister, butikker, ørredsøer, turbåde, guides, fiskeopdrættere, sommerhusudlejere og medier samt DSF.
Bestyrelsen, der blev i valgt dag, består af Peter Lyngby fra Strip Strike Media (formand), Claus Eriksen fra Go-Fishing, Christen Stenild fra Pure Fishing, Torben Kaas fra DSF, Gordon P. Henriksen fra Megalops, Hanna Bossow Vestergaard fra The Fly Company og Martin Hubert fra Spar lystfiskeri.
Fisk & Fri bakker selvfølgelig op om det spændende nye projekt, og håber på at det nye initiativ på den lange bane vil betyde flere fisk til alle, da det er netop dem, som giver branchen sin driv- og sammenhængskraft. Så længe der er fisk, vil der være rigtig mange ting, der kommer af sig selv helt automatisk. God vind til “Danske Lystfiskere”, som vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til i fremtiden.