Jørgen Henriksens 17,5 kgs gedde fra Præstø Fjord fra marts 1965.
Sydsjælland og øerne har gennem tiden budt på et fantastisk fiskeri efter brakvandsgedder. Følg med Peter Rasmussen, der er født og opvokset med brakvand i blodet – på en odyssé gennem brakvandsfiskeriets historie.
PETER RASMUSSEN
BESTANDENE AF BRAKVANDSGEDDER omkring Sydsjælland og øerne har med al sandsynlighed svinget en hel del siden den sidste istid. Siden 1970 har bestanden haft svært ved at etablere sig igen, men har dog haft et par opsving undervejs. Hvorfor vi ser disse relativt kortvarige perioder med flere gedder end ellers, får du her et bud på – og et interview med en lokal erhvervsfisker giver et hint. I starten af 1980’erne, da jeg var omkring 12 år, tog min far en solrig sommerdag hele familien ud på Storstrømsbroen for at fiske.
Vi havde stået ude ved buerne og pilket torsk i et par timer, havde fået nogen stykker, og var så småt på vej hjem igen, da vi sporede en vis uro hos de øvrige fiskere på broen. Et kig ud over gitteret afslørede en kæmpegedde, der i overfladen luskede af sted fra Masnedøsiden mod Falster. Det adstadige tempo, som den lagde for dagen, viste med al tydelighed, at den ikke følte sig truet på nogen måde – det var en gigant. Og hvis man ellers kan tillægge en gedde den slags tilbøjeligheder vil jeg sige, at det nærmest virkede som en magtdemonstration. Nu må jeg hellere være forsigtig med størrelsesbedømmelsen, min alder dengang taget i betragtning, men halvanden meter lang og 15- 20 cm over ryggen er ikke helt i skoven. Ingen fik den på krogen, hvilket måske var meget godt – da en sådan situation sandsynligvis ville have afstedkommet en temmelig stresset lystfisker, der 30 meter over vandet og med omkring halvanden kilometer til land, næppe ville have kunnet afslutte sin historie med et håndgribeligt bevis.
Masser af brakvandsgedder for 50-80 år siden
Fiskeriet efter brakvandsgedderne var specielt godt fra 1940’erne og frem til 1970. Det har sikkert også været fantastisk før den periode, men jeg har ikke kendskab til beskrivelser af det. Der var gedder i farvandet fra Stevns hele vejen sydover, op til Dybsø Fjord og ned i Guldborgsund. Der var erhvervsfiskere, som havde specialiseret sig i geddefiskeri, og navnkundige Per Thuesen, skipper på turbåden Bonavista, arrangerede geddekutterture i Bøgestrømmen mellem Sydsjælland og Nyord. Der var kort sagt gedder nok til alle, og erhvervsfiskerne landede tonsvis af dem. Men brakvandsgedderne forsvandt.
Et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Storstrøms Amt fra december 2001 fortæller: – I vinteren 1969-70 pressede en længerevarende hård nordvestenstorm vand fra Kattegat ind i de indre danske farvande. Umiddelbart derefter drejede vinden i sydøst, hvor den blev i en lang periode, hvilket medførte hård frost. Vinden og frosten i kombination underafkølede vandet, så der blev dannet iskrystaller (nåleis) i vandet. Denne blanding af høj saltholdighed og iskrystaller fik katastrofale følger for geddebestanden. De erhvervsfiskere, der var på vandet den dag, beretter, at de sejlede rundt og samlede gedderne op, der lå og flød hjælpeløse rundt i overfladen. Geddebestanden kollapsede og er aldrig rigtig kommet sig 100 % siden. I PRÆSTØ FJORD berettes der om gedder op til 20 kilo, som drev i land, hvor de efterfølgende lå og rådnede langs bredderne. Stanken i Præstø by blev til sidst så ram, at gravemaskiner blev sendt ud for at fjerne kadaverne. Men de forsvandt ikke helt, og de lokale geddefiskere fortalte, at der stadig var gedder, man skulle bare kæmpe lidt mere for at finde og fange dem. Sporadiske fangstmeldinger og mindre artikler om dem dukkede op hist og her i de forskellige fiskemagasiner. Der var korte opblomstringsperioder, hvor de ”pludselig” optrådte i større tal, og det er formentlig i forbindelse med disse, i nyere tid kortvarige, genkomster, at historien om migrerende gedder fra svenske og tyske bestande er begyndt. Dorte Bekkevold fra DTU Aqua undersøgte genetikken for gedder i de nordlige områder, og skrev på den baggrund en artikel i 2014 med den mundrette titel: ”From regionally predictable to locally complex population structure in a freshwater top predator: river systems are not always the unit of connectivity in Northern Pike Esox lucius”.
Den korte konklusion på artiklen er, at gedder ikke migrerer, men derimod er nogle hjemmefødninge, der helst ikke vil ud og opleve verden. Ligesom med de med den lokale nulevende bestand, og selvom Østersøen er et åbent farvand og tanken om migrerende gedder fra vore nabolande er nærliggende, så er det altså ikke den slags overvejelser en gedde bruger sin tid på. I så stort et farvand som Østersøen er geddebestandene ganske lokale og blander sig genetisk ikke meget med hinanden. Således kan en gedde fra Öland skelnes genetisk fra en gedde fra Rügen.
DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!
Geddefabrikker
I begyndelsen af 2010´erne begyndte de såkaldte geddefabrikker at rumstere: Manglen på vådområder på Sydsjælland og øerne, hvor gedderne havde mulighed for at gyde i vand med lav eller ingen saltholdighed, gjorde, at man måtte se sig om efter alternativer, hvilket er indlysende, når man ser på de landvindinger, der er fortaget gennem tiden – landvindinger i lige præcis de områder, hvor gedderne sandsynligvis førhen har gydt. Som det kan set på kortets markerede områder, er der inddraget mange hundrede hektar vådområde til landvinding. I samme periode blev nærmest alle vandløb gravet dybere for øget afvanding, hvor det sænkede bundniveau betød, at enge ikke længere blev oversvømmet i foråret. At vådområder, der er tilknyttet brakvandsområder, har betydning for brakvandsgeddernes ynglesucces er påvist flere steder i Sverige, og herhjemme er det nærmest ”old news” – se blot følgende citat fra fiskeribiolog Åge Vedel Tåning, der på vegne af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser skrev et advarende brev i 1957 til Statens Landvindingsudvalg i forbindelse med en projekteret inddæmning af Sivet i Præstø Fjord: ”Det valgte projekt vil medføre, at hele vandløbet – Orup Bæk – må afskrives som opvækstvand for ål, og det vil også gå tabt som gydeområde for fjordens store bestand af brakvandsgedder”. De vidste det godt.
Brakvandsgeddefiskeriet i de gode gamle dage
Landvindingerne blev naturligvis ikke færdiggjort samtidigt, men over én kam stod de færdige omkring 1960. Dér var vådområderne væk, og historien om dette arbejde, samt hvad der foregik i kulisserne, er fremragende beskrevet i Kjeld Hansens bøger. Fred være med fortidens synder, vi har alle lov og ret til at blive klogere – og rette op på fejltrinene. Igennem nogle år – i slut 00’erne og start 10’erne – turede jeg rundt hernede på Sydsjælland for at indsamle materiale om fordums brakvandsgeddefiskeri. Med udgangspunkt i de ældre erhvervsfiskere opsøgte jeg historierne fra dengang, og tilbragte mange timer i hyggeligt selskab med kaffe, kage, røverhistorier og diktafon. Samtidig med dette pløjede jeg mig igennem utallige videnskabelige artikler for at lære om forudsætningen for brakvandsgeddens trivsel. Undervejs dukkede nogle nøgletal op: Æggene kan klare op til 7 promille salt, hvis mere end det, går de til grunde. Ynglen kan klare op til 11 promille og de voksne gedder max. 15 promille. Ét af spørgsmålene, som jeg stillede på min tour gik på, hvor gedderne gydede i nyere tid? Én erhvervsfisker fortalte mig, at det gjorde de langs kysterne. Han havde set hvordan de slog ”kolbøtter” inde i sivene om foråret, og at man efterfølgende kunne se æggene, der klæbede på sivene. En anden fisker havde gjort den skarpe og meget opmærksomme observation, at de år, hvor der havde været hårde vintre, og hvor sneen havde ligget længe samt var smeltet sent i geddernes gydeperiode, der havde der været god ynglesucces for gedderne. Her kunne han observere markant mere geddeyngel.
Succesfulde geddegydninger efter isvintre
Det gav god mening med førnævnte nøgletal i mente: Ved den øgede ferskvandsafstrømning i foråret efter isvintre, var der succes med klækningen. Det var værd at undersøge, og jeg begyndte nu at kigge på, hvornår der havde været isvintre. Det kom der følgende ud af: Jeg koncentrerede mig om de isvintre, jeg selv kunne huske, nemlig dem i 1982, -85, -86 og -87, samt 2010, -11 og -12. 2012 er dog ikke kategoriseret som en isvinter, men fra medio januar til medio februar styrtdykkede temperaturen, og en dyne af sne lagde sig over området hernede. I midtfirserne var jeg teenager og havde fokus andre steder, men der blev fanget mange og store gedder i Præstø Fjord, som Niels Vestergaard bl.a. beskrev i en artikel i F&F dec. 1987. I 1993 var det slut, hvilket kunne læses i F&F i maj på Lokalrapportsiden for Sydsjælland, hvor en saltslåning satte ind. Gedderne var væk – igen.
Da brakvandsgeddefiskeriet sidst var vildt
Så gik der en hel del år igen, før der var en enkelt isvinter i 1996, og så kom vintrene fra ’10 til ’12 og lagde, i mine øjne, grunden til det fantastiske fiskeri, som vi netop har oplevet for et par år tilbage. Og fiskeriet var fuldstændig sindssygt! Min egen bedste fisk fra den periode var et veltrimmet muskelbundt på 100 cm rent taget under indian summer fiskeri sidst i september 2011. Og det fortsatte de næste år. Der var fangstgaranti og specielt aftenfiskeriet hen imod skumringen var vanvittigt. Der var gedder, der huggede eller fulgte efter i hvert kast, og man kunne blive helt mæt af at fighte fisk. Det blev bare ved og ved som en anden Duracell-kanin. Når man i dagslys sejlede afsted i jollen i raskt tempo hen over det lave vand, kunne man se gedder, der skød til højre og venstre og efterlade en karakteristisk siltsky på bunden. Drømmetilstande. Drømmefiskeri.
Når jeg forklarer, eller rettere prøver at forklare, følgende idé til andre, så har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at folk efter cirka 20 sekunder får det der ”hvad-snakker-du-om” blik i øj – nene. Også selvom det umiddelbart er personer, som har et godt grundlag for forståelsen af det, og også selvom logikken i det er lige ud af landevejen. Synes jeg. Hvorfor var der så mange ged – der i farvandene hernede frem til 1970, når nu gyde-/vådområderne var væk i 1960? Hvis man kigger på tabellen over isvintre på (længere nede), vil man se, at efter de meget hårde vintre under krigen, kom isvintrene næsten som per – ler på en snor frem til 1970. På trods af en stor saltslåning i 1951 kom gedderne tilbage, så man op gennem 1960’erne fangede enorme mængder: Min påstand er, at den relativt jævne forekomst af isvintre og den deraf følgende øgede afstrømning af ferskvand i foråret, sikrede bestanden.
I Morten Stenaks bog: “De inddæmmede landskaber” findes dette kort. Landvindingerne af Røddinge-Askeby Sø og Borre Sømose, begge på Møn, fremgår ikke af kortet.
Den store saltslåning
Saltslåningen i 1970 bankede gedderne helt i bund, gydeområderne var landvandet og udeblivelsen af isvintre op gennem 1970’erne gjorde, at gedderne ikke kunne få fodfæste. Så kom 1980’er-isvintrene og et opsving et par år senere, og senere igen 2010’er-isvintrene med endnu et opsving. Nu er det ikke just en videnskabelig undersøgelse, jeg har foretaget. Med kun to perioder i nyere tid med en sammenhængende række af isvintre, er mængden af empiri ikke ligefrem overvældende. Så min konklusion kan sagtens behæftes med usikkerhed. Men – da begge perioder er blevet efterfulgt af ret markant tilvækst i brakvandsgeddebestandene, så vil jeg mene, at det med over – vejende sandsynlighed kan konkluderes, at han havde ret, ham erhvervsfiskeren med sin skarpe observation om øget gydesucces blandt brakvandsgedderne i forbindelse med isvintre.
Geddefangsterne i det brakke er nu igen klinget af, og vi har ikke haft isvintre siden 2012. Stege Nor er epicentret for brakvandsgeddebestanden, og har med al sandsynlighed været det siden 1960. Blandt andet Brakvandscuppens faldende fangsttal indtil den stoppede vidner om tilbagegangen, og bestanden i mit lokale geddevand, Præstø Fjord, er blot en skygge af sig selv. Når jeg tænker på, hvor mange gedder der var dengang i 2013-14 år siden, og på hvordan det er nu, så fortæller det mig noget om, hvor stor en rekruttering, der er behov for – blot for at kunne bevare status quo. Spørger du mig vil de sløje tilstande fortsætte, med mindre vi får isvintre eller får genetableret vådområderne.
Flere vådområder for at sikre brakvandsgedderne
Isvintre, der skal være med til at sikre fremtidige geddebestande ved Sydsjælland og øerne, er desværre næppe værd at satse på, når vi tænker på den globale opvarmning. Flere vådområder er derfor fremtiden, hvis der skal sikres en permanent bestand af brakvandsgedder til glæde og gavn for alle. Og så skal der lige tilføjes de øvrige gevinster ved vådområder, som optag af næringssalte og øget fugleliv, planter, blomster, insekter – biodiversitet. Det er den ene naturperle efter den anden, der kunne genopstå for ganske overskuelige midler, og det er temmelig små penge, der kræves for blot at kunne tilbagelægge nogle af de mange hektar indvundet land. Det kræver kun velvillige lodsejere samt, at der bliver taget en beslutning om at afsætte disse midler, så man atter kan se kæmpegedder demonstrere deres magt i Storstrømmen.
