Michael Thiesen (t.h.) fremviser sin bornholmske kæmpelaks på 20,4 kilo og 122 centimeter. Fisken blev fanget under trollingfiskeri sammen med Tommy Koefoed (t.v.).

22.4.2011 – MICHAEL THIESEN fra Lejre og Tommy Koefoed fra Albertslund var fra den 15. april på 3-dages trollingtur på Bornholm. De to lystfiskere håbede på en tur, hvor alt endeligt ville gå op i en højere enhed, men turen startede dog langt fra så smidigt som forventet. Efterfølgende blev turen dog reddet, og det med en sand drømmefisk i de helt rigtige proportioner!

– Så kom kom dagen hvor vejret tegnede godt og alt forhåbentlig skulle gå op i en højere enhed, beretter Michael. – Dagen var fredag den 15. april og vi havde planlagt tre dage med trollingfiskeri på Bornholm. Dagen startede dog langt fra så smidigt som forventet. Batteriet på båden var fladt, og så var gode råd dyre, da klokken kun var lidt over 6 om morgenen. Tankstationerne havde ikke nogle bilbatterier, men det lykkes os at få en venlig medarbejder på Mekonomen i Rønne til at hjælpe os før åbningstid, så vi kunne komme på havet.

Den enorme laks viste stor styrke under fighten. Samtlige stænger måtte hives op, og først efter en halv times kamp og to landingsforsøg kunne Michael betragte sin storfangst sikkert i båden.– Vi fik båden på vandet, men måtte konstatere at vi også havde lidt problemer med vores kortplotter. Med hurtig assistance fra Simon Damkilde Christensen blev problemet løst i løbet af 10 min, hvorefter vi sejlede til området, der kaldes Bakkerne. Grejerne blev sat og vi satte os i sæddet – parat til fiskeeventyr. Vejret var diset, Bornholm var forlængst forsvundet af syne og vi lå helt alene på det store hav – med begrænset sigtbarhed. Vi spejdede med jævne mellemrum efter større skibe som kunne dukke ud af disen med kurs mod os, for det er ikke den fedeste oplevelse at være på kollitionskurs med et containerskib der buldrer af sted! Efter 20 minutter så Tommy noget der mindede om hug på "snigeren", stangen med agnen, der lå lige efter båden 250 fod bagude. Stangspidsen markerede i hvertfald kontakt med noget. Jeg sagde med et smil, at det nok var æbleskroget vi havde kastet, der ramte linen, for vores tidligere lakseture havde kun kastet en undermåler af sig. Så nok var vi altid optimistiske, men med en lille skepsis på at det omsider ville lykkes.

– Tredive sekunder efter den første kontakt blev agnen taget på snigeren og knarren begyndte at synge en herlig sang. Stangen blev taget – og jo, den var god nok – der var fisk. Fisken var tung og blev stående stille mens linen løb bare af hjulet. Vi stod og gættede på fisken størrelse – kunne den mon nærme sig de 10 kilo? Første gang fisken nærmede sig båden og vendte for atter at søge dybet så vi flanken glimte i solen. Fisken var stor og bred. Fisken lavede gode tunge udløb, både mod dybet og væk fra båden. En halv time senere var fisken ved at løbe tør for kræfter, og fisken blev ikke mindre af at komme tæt på båden. Fangstnettet virkede bestemt ikke stort længere! Første forsøg på at få fisken i nettet mislykkedes fordi fisken var for lang! Anden gang lykkes det at nette fisken og få den op over kanten til båden ved fælles hjælp. Sikke en dejlig laks – den var stor og fed, ja nærmest grov at se på på! Grundet bølgerne kunne vægten på havet ikke stå stille, men den viste en vægt på mellem 19,82 og 21,26 kilo med en længde på 122 centimeter! Sådan, endeligt var det lykkedes, slutter Michael!

På land blev den store laks vejet til 20,4 kilo. Fisken blev fanget på et Apex-blink. Samme dag fangede Michael og Tommy en laks mere, og dagen efter yderligere otte op til 4,5 kilo.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This