– Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde dette skriv om dagens fiskeri, fortæller Mathias Olsen. – For en uge siden var jeg sammen med min fiskemakker Gregers og en god ven på Djursland i jagten efter den helt store havørred. Turen endte med kun 3 undermålere og en hel del kilometer i benene, for at finde nogle pladser uden andre fiskere. Det lykkedes desværre ikke at overliste den store havørred på den tur. På vej hjem i bilen var vi super trætte og rimelig skuffede. For at løfte stemningen lidt, fortalte jeg på vej hjem min ven om et helt særligt sted og inviterede ham med derover weekenden efter. Men ven var sikker på, at jeg overdrev mine fortællinger og stedet. Men han skulle i den grad få at se jeg havde ret. Så meget ret at jeg også selv lavede ny PR.

– Dagene gik og vi nærmede os dagen, hvor jeg skulle bevise mine påstande om et mægtigt fiskeri, fortsætter han. – Klokken var fem, da vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig i tøjet og pakkede det sidste grej i bilen. Herefter mødte jeg min ven på en parkeringsplads, og derefter drog vi sammen afsted mod en dag, der går længe før vi glemmer. 

– Vi startede ud med et par spots i direkte modvind, hvor jeg før har fået flere fisk under disse forhold. Efter et kort stræk uden hug startede de første havørreder med at jagte vores agn, da vi ramte et hotspot tæt ved land. Jeg så en fisk, som var helt med inde og vende efter min agn, og ved kastet efter sad den første havørred solidt på krogen. Min ven kastede hurtigt ud i samme område som mig, og ved første spinstop havde han på samme måde som mig en fin havørred på krogen. Begge fisk blev hurtigt genudsat, og derefter fortsatte kastene ind over samme badekar, men fiskene var væk. Vi affiskede derefter de sidste spots i modvind – dog uden held. Derfor besluttede vi at gå hen til nogle badekar, jeg havde fortalt min ven om på vejen hjem fra Djursland. 

– Efter bare få kast helt inde under land, havde min ven en rigtig flot fisk med helt henne ved nettet, inden den rystede sig fri og forsvandt igen. Min ven var selvfølgelig skuffet, da fisken var rigtig pæn og i meget god kondition. Jeg forsikrede min ven om, at det ikke ville blive den sidste fisk, han ville få i nettet den dag. Derefter saksede vi bare derud af, på et længere stræk helt under land

– Da vi nærmede os endnu et hotspot, hvor jeg før havde haft fisk, advarede jeg lidt min ven og sagde: “Her har jeg taget store fisk”, og med store fiske mente jeg 50+ fisk. Jeg gik 50 meter fra min ven, og lige der – tre meter ude henover noget blæretang, fik jeg det største chok, da en kæmpe trykbølge fulgte min agn og kort efter leverede et plask fra en finne, som jeg godt kunne se var stor. Jeg kaldte på min ven, og han løb over mod mig. Herefter sendte jeg hurtigt et kast ud over samme område som før, og igen kunne jeg kort efter se en trykbølge følge min agn.

– Kort efter gik verden i stå, og alle tanker var helt væk. Fisken huggede hårdt og kontant på min agn to meter ude og tog derefter line af mit hjul, som jeg aldrig havde set en fisk gøre det før. Min ven så til, mens han forsøgte at bevare roen. Fisken sprang fri af vandet flere gange, den var helt enormt tung i sine udløb. Efter en længere fight og et godt samarbejde, landede vi denne flotte nedgænger, som tilsyneladende havde nået at spise sig gode kræfter til, siden den havde givet sine gener videre i åen. Fisken målte 73 cm, og var dermed min nye kyst PR. Vi tog et par billeder og små videoer af fisken, inden den blev sendt retur i vandet for at spise sig i endnu bedre topform. 

– Vi fiskede selvfølgelig lidt videre over samme spot, men måtte efter noget tid vandre videre til det næste spot, som jeg havde i tankerne. Jeg kunne mærke, at min ven også gerne ville lave PR eller i det mindste ramme større fisk. Da vi kom til det udvalgte spot, var han meget i tvivl om, hvorvidt valget nu også var rigtigt. Kort efter bad jeg ham kaste helt ind under land i et badekar, hvor jeg før har set fisk. Efter bare et spinstop hamrede en flot gylden farvet fisk på hans agn, og han lignede en der var faldet ned fra månen. Fisken målte 56 cm, og blev også nænsomt sat ud igen. Herefter var han ikke længere i tvivl: Nu vil han gerne give dette spot lidt mere opmærksomhed.

– Kort efter havde jeg fisk på, og han kastede igen ud bagved min fisk. Og tro det eller ej, der midt i min lille kamp med en mindre fisk, fangede han en flot blank fisk på 55 cm i en vanvittig kondition. Min ven havde nu to fisk på under ti kast, som begge lagde sig ind i hans top 3 største havørreder nogensinde. Begge fisk blev foreviget på kamera og sendt afsted i det klare vand igen. Herefter fulgte et par mindre fisk, og vi var egentlig godt tilfredse med dagen. 

– Under frokosten talte vi om, at vi egentlig kun manglede lidt bonanza fiskeri, før vi kunne sige, at alle vores ønsker var opfyldt denne dag. Og ja det fik vi så på et ellers ukendt spot, men som jeg før har fisket sporadisk eller i meget få minutter. Fiskene her var mega glubske ogmøghamrende aggressive. Dagen endte med 7 fisk godt over målet, 4 fisk omkring målet og 8 fisk under målet. Alt i alt en helt uforglemmelig dag ved vandet, slutter Mathias.

Grejxperten

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This