Med knap 15.000 besøgende den første weekend, er Boat Show 2019 i Fredericia kommet rigtig godt fra land.
Med en ekstra messedag i den kommende uge, der starter torsdag den 28. februar til søndag den 3. marts, er der stor mulighed for at overgå sidste udstillings besøgstal i 2017, hvor der var mere end 31.000 besøgende.
Mange af udstillerne fortæller om en væsentlig større købelyst, og der blev hældt flere både og motorer hen over disken allerede på de første messedage.
Og der er ingen tvivl om, at det forårsagtige vejr, også har været stærkt medvirkende til den store købelyst.
Så har du mulighed for det, skulle du møde op i Fredericia, hvor man i udstillingshal C, har samlet en stor række udstillere der henvender sig specifikt til os lystfiskere.
Her kan du møde folk fra branchen som præsenterer deres kendte brands inden for fiskeriet.
Endvidere er der flere spændende foredrag som henvender sig til landets mange lystfiskere.
Blandt andet småbådsfiskeri for begyndere med en af landets dygtigste trollingfiskere Per Sjøstrøm fra Bornholm, torsdag den 28/2 kl. 16.00, fredag den 1./3 kl. 14.00 og lørdag den 2/3 kl. 11.00.
Desuden holder Ask Futtrup foredrag om tunens tilbagekomst til danske farvande fredag den 1/3 kl. 16.00, og Kim Finne fortæller om livet som lakse guide på Bornholm også fredag den 1/3 kl. 13.30.
Jo der er rigtig meget at komme efter, både som bådinteresseret og som lystfisker.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This