– 2014 har allerede vist sig som et rigtigt godt år på den sjællandske nordkyst… har jeg hørt, beretter Sune Johansson fra Helsingør.
– I lang tid havde jeg nemlig kun hørt fiskekammeraternes beretninger fra min egen “hjemmebane” om mange og ofte pæne fisk, om fiskepladser hvor overfladen nærmest kogte af aktivitet og kigget med misundelse på mms’erne med billeder af blankfisk.
Utallige gange er jeg ankommet til de forskellige kystpladser og blevet mødt med beskederne: “Du skulle have set i går!”, “du skulle have været her for ti minutter siden!” eller “der sker ingenting nu, men for en time siden kogte det!” Enkelte målsfisk er da kommet på land, men de flotte blankfisk med størrelse på har notorisk undveget mig de sidste par sæsoner.
En dag i starten af april trak kysten mere i mig end sofaen, selv om nattevagten inden ikke havde budt på mange øjeblikkes hvile. Inspireret af beretningerne, drømme om blankfisk og fleks på klingen og helt basal fiskefeber blev fluestang og waders pakket i bilen og kursen sat mod kystens friske luft.
Ved den første tiltænkte plads opgav jeg hurtigt. Højvande, strid pålandsvind og store bølger komplicerede forehavendet lige meget nok. Ved næste plads holdt der fem biler i forvejen, og et opkald til en kammerat hvis bil jeg genkendte bekræftede at pladsen var fiskbar – og tæt befolket af lystfiskere. Derfor gik turen videre mod en tredje plads, som jeg ikke havde fisket længe. Her holdt ingen biler på parkeringspladsen og med grejet rigget til kunne jeg konstatere at jeg havde et kilometerlangt kyststræk stort set for mig selv.
Uden de helt store forventninger begyndte jeg at fiske stykket af med en lille tobisimitation. Det skulle være medicinen ifølge de storfangende fiskekammerater. En lille times tid gik uden det mindste tegn på aktivitet. Skyerne var i mellemtiden begyndt at trække sammen og det lovede uvejr truede så småt i horisonten. For at prøve noget helt andet bandt jeg en stor lyserød pattegris på forfanget. Hvis der var fisk på pladsen ville de vel dårligt kunne undgå at se den, og lidt tegn på liv kunne jo give lidt blod på tanden…
Og liv var der! To kast efter mærkede jeg et træk i fluen, tog et par tag mere i linen og løftede stangen, som spændte op i takt med rusk og skumsprøjt halvvejs ude over revet. Det var tydeligt at fisken var større end de målsørreder sæsonen havde budt på indtil nu, og efter en udramatisk men god fight kunne jeg kane en velproportioneret sølvblank ørred på lidt over halvmeteren på land. En fantastisk følelse, og efter et par fotos blev den hængt i bæltet og jeg begyndte med fornyet energi at fiske tilbage over strækket.
Der skete nu ikke mere den næste halve til hele time, og en anden fluefisker var i mellemtiden ankommet og fiskede nu i området hvor fisken havde hugget. Da skyerne var trukket yderligere sammen og jeg egentlig var lykkelig for fisken der hang i bæltet, besluttede jeg mig for så småt at vende næsen hjemover. Der var bare lige et enkelt “hjørne” af et mørkt tangbælte som så meget indbydende ud på vejen tilbage mod udgangspunktet, og det skulle lige have tre kast som afslutning på fisketuren.
Det viste sig at være en udmærket ide, for idet fluen for anden gang blev trukket fra det meget markante hjørne af den mørke bund og ud over sandet, mærkede jeg et meget forsigtigt hug. Jeg nåede lige at tænke at det vist var en mindre pjevs, som havde nippet til speyhacklet, da jeg stoppede indtagningen og i det samme så en større skygge over den lyse sandbund. Da jeg sekundet efter begyndte at tage fluen hjem igen bukkede stangen sammen og den lille pjevs, der alligevel ikke kunne modstå pattegrisens lange forførende fibre havde nu overraskende meget tyngde bag sig!
I starten fulgte fisken pænt med ind, kun afbrudt af nogle tunge rusk i overfladen, og jeg kæmpede ihærdigt for at få rullet løslinen på hjulet så jeg kunne fighte den på bremsen. Til min fortvivlelse var der selvfølgelig slået knude på skydelinen, men jeg turde ikke andet end at rulle knuden på hjulet. Det betød til gengæld at da fisken begyndte at tage udløb på langs af stranden på helt lavt vand måtte jeg følge efter og samtidigt bremse med fingrene på spolen for at forhindre at knuden skulle nå stangøjerne med knækket forfang og mistet fisk til følge… Efter to sådanne udløb tog jeg chancen og pressede fisken helt op på land sammen en mindre dønning, og jeg kunne nu beundre endnu en fantastisk flot og veltrimmet skinnende blank ørred, samtidigt med at jeg hørte mig selv bryde ud med et rungende “Yes!!”.
Den anden fluefisker, som var kommet til pladsen hjalp med et par fotos, og vi kunne måle fiskene til henholdsvis 53 og 65 cm, og hjemme sagde min trofaste Rapala fjedervægt ca. 1,7 og 3,1 kg. For mig en helt igennem fantastisk eftermiddag på kysten med fluestangen som jeg sent vil glemme, og nu var det pludselig min tur til at sende mms’er og ringe til fiskekammeraterne med friske lystfiskerhistorier!