Broanlæggets indvielse d. 30. oktober 1898. Formanden P.G. Lydicke hejsede Dannebrog på broens flagstang. I det ene hjørne af flaget er indført LF med guldbogstaver. Otto Wolff overdrager broanlægget til foreningen, og der udbringes et leve for det nye anlæg.
Det ældste anlæg for lystfiskere og en af landets mest kendte bådstationer for søfiskere – LF´s bådstation ved Holte, fylder her i 2023 125 år. Her giver Fisk & Fri´s fiskearkæolog Per Ekstrøm dig historien om den berømte bådstation ved Vejlesø.
AF PER EKSTRØM
SKØDET PÅ GRUNDEN blev underskrevet onsdag d. 17. august 1898 af daværende formand Peter Gotfred Lydicke, indført i tingbogen og tinglyst d. 31. august ved Københavns Amt Nordre Birk. Lystfiskeriforeningen var blevet grundejer for første gang. Det var ikke helt tilfældigt, at det netop var en grund ved Vejlesø, som blev valgt. Forudsætningen i samtiden var, at fiskevande helst skulle ligge tæt på en jernbanestation. I slutningen af det nittende århundrede var jernbanen og hestevognen de mest almindelige transportformer, hvis man ikke skulle bevæge sig frem på sine ”flade konvolutter”. Allerede i 1864 havde Holte fået en jernbanestation – ”Ny Holte”, der lå på ”Nordbanens linjeføring”, som gik fra København via Hillerød til Helsingør. Af strategiske årsager blev der placeret en station ved Vejlesø. Her var der nemlig vand, som kunne pumpes op i de evigt tørstige, dampprustende maskiner, som var helt afhængige af vand for at kunne køre.
Annoncen i Berlingske fra 28. april 1898. Men der havde LF allerede grunden ”på hånden”.
De gode argumenter for en bådstation ved Holte
Allerede i 1890 havde i hvert fald ét medlem fået et godt øje til Vejlesø. Overretssagfører Gustav Malling anbefalede kraftigt, i et indlæg i Lystfiskeri-Tidende, at få fiskeret i søen. Foruden de allerede nævnte fordele med transporten lagde han vægt på, at der var en god restauration lige ved søen. Desuden lå søen godt i læ og ikke var særlig vindfølsom, og så kostede en båd kun 40 kroner om året i leje. Det var gode argumenter, så i 1891 fik LF derfor båd i Vejlesø. Opsyn med båden stod Hjulmand Christiansen for. Ketcher og stænger ville være i båden hver morgen efter første tog fra København. Grejet skulle blot efterlades i båden, ”hvorfra Hjulmanden besørger det bragt i Hus”. Se det var tider i LF.
I august 1896 blev kanalen, som forbinder Vejlesø med Furesøen, indviet. Endnu et argument til den store bunke af åbenlyse fordele for fremtiden ved Vejlesø. Den nemme adgang til Furesøen var etableret, så Vejlesø var endnu mere aktuel med ikke blot én, men flere både på søen.
Så er der afgang i robåde med egen medbragt ”rugbrødsmotor” mod Jægerhuset. Det stiveste puds er ude og blive luftet.
Grunden ved Vejlesø havde andre fordele
Grundens beliggenhed havde også den fordel, at den lå med skel direkte ud til Bækrenden, som afvander Søllerød Sø til Vejlesø. Planen var nemlig også at anlægge kultiveringsdamme, så man kunne ophjælpe fiskeriet i Vejle- Fure- og Lyngby søer med regnbueørreder. Et projekt der kun kan beskrives som total fiasko. Biologen, professor Arthur Feddersen, havde undersøgt vandet i renden og sagt god for det, men det var om foråret. Hen på sommeren var vandet af en helt anden beskaffenhed, men det er en længere historie, vi ikke skal omtale her. Blot konstatere, som formanden udtalte på en generalforsamling, da der ikke var fanget en eneste regnbueørred: ”De er spiste. Ikke af Fiskerne, men af fiskene!” Dammene blev kastet til i 1915, hvorved man skaffede vinter plads til de mange både, som efterhånden lå i anlægget.
Udskrift af tingbladet, hvor det fremgår, at skødet er underskrevet d. 17. august 1898. Notatet under, fra 1920, er en arealregulering af skellet i forbindelse med opførelsen et garderobehus på grunden.
LF Bådstationen ved Holte: Køb, finansiering og anlæggelse
Forud for købet var gået nogle hektiske måneder. Aktieselskabet Dronninggaard, der var stiftet i 1895, havde købt Næsseslottet og det meste af de tilhørende jorder, var i nu gang med at udstykke jorderne til store villagrunde. I annoncer i Berlingske i slutningen af april og begyndelsen af maj var grundene ved Vejlesø-Terrænet udbudt til salg for 50 øre pr. kvadratalen. Overretssagfører Gustav Malling, der nu var bestyrelsesmedlem i LF, havde sammen med et andet medlem, fabrikant Harald Cohn, allerede sikret sig forkøbsretten på en grund ned til søen, og på et bestyrelsesmøde d. 18. april 1898 tilbød han, at Lystfiskeriforeningen kunne købe grunden til samme pris, som de havde givet. Arealet var på 2.240 kvadratalen, og prisen var derfor 1.120 kroner. Hertil kom nogle udgifter til vej og andre mindre beløb i forbindelse med købet. Den samlede pris for grunden løb derfor op i omkring 1.200 kroner.
For at gennemføre projektet indkaldte bestyrelsen til et medlemsmøde d. 8. august på Forlystelsesstedet Sankt Thomas på Frederiksberg, hvor planerne blev fremlagt for medlemmerne. Her skal det nok bemærkes, at man allerede var godt i gang med projektet. Via en kassekredit, som formanden og Gustav Malling indestod for, var der allerede gravet kultiveringsdamme, Otto Wolff havde projekteret havneanlægget og arkitekt Ludvig Knudsen havde udarbejdet en tegning til den pavillon, der var påtænkt opført på grunden. Ludvig Knudsen er mest kendt for sine kirkebyggerier. Blandt andet Stefans Kirken på Nørrebro, så det faldt vel meget naturligt, at han også tegnede LF´s ”hellige haller”, selvom byggeriet var i en noget mindre målestok. Isoleret set var pavillonen ikke den store arkitektoniske ”åbenbaring”. Ludvig Knudsen er nemlig også kendt for de mange 4-etages beboelsesejendomme på Nørrebro fra samme periode. Det er som bekendt ikke stor arkitektur. For at spare var gulvet kun projekteret med et enkelt bræddelag. Det ville kobbersmedemester Wilhelm Emilius Jensen overhovedet ikke høre tale om, da han så tegningen. ”Nej, Gulvet skal være dobbelt, lav det på min regning!”. Kobbersmedemesteren var en generøs mand. Han lagde nemlig 100 kroner i kassen, da man samlede ind til projektet blandt medlemmerne. I alt indkom der 1.170 kroner fra 41 medlemmer i frivillige bidrag. Det siger noget om, at medlemmerne i LF hørte til blandt de bedre bemidlede i samfundet.
Huset var oprindelig projekteret med dimensionerne 15 x 15 alen, men det var for stort og endte på 12 x 7 alen, svarende til cirka 60 kvadratmeter. Huset kostede inklusive maling og fundering 1.192 kroner, og det samlede inventar, pissoir, retirade, sengetøj samt borde og bænke 355 kroner. En pris som takket være teknisk assistance, som formanden udtrykte sig, var så billigt, at man havde fået ”fuld valuta for pengene”.
Selve broanlægget blev indviet søndag d. 30. oktober 1898 ved en sammenkomst, hvor 15 medlemmer, inklusive bestyrelsen, var mødt frem. Otto Wolff, der havde været primus motor på broprojektet fortalte om tilblivelsen samt de udfordringer, man havde med arbejderne under vandet. Pavillonen blev opført det følgende år, og d. 21. juli 1899 var omkring 40 personer mødt op for at fejre indvielsen. Efter et glas vin og en lille kage sejlede hele selskabet ud til Jægerhuset, hvor en ”splendid souper indtoges.” Ud på aftenen, var der fyrværkeri og punch på det nye anlæg.
Det store fælles foto. Ser man nærmere efter, står der også folk inde i huset og kigger ud ad vinduerne. Yderst til højere står Otto Wolff og ved siden af ham Gustav Malling med en sort kat på skulderen.
Den videre udvikling ved Vejlesø
De følgende år viste, hvor stort et aktiv stationen var for LF. Der var mange sammenkomster, og det var stedet, hvor LF`erne mødtes. I takt med, at flere fik private både og LF flere medlemmer, steg behovet for flere faciliteter. Broanlægget blev renoveret i 1917, og pavillonen var allerede blevet for lille, da medlemmernes behov, for blandt andet opbevaring af grej, var blevet større. Det blev derfor i 1921 besluttet at opføre et ”garderobehus” på grunden. Det krævede dog en matrikulær ændring, da byggelinjerne skulle overholdes. Selve opførelsesudgifterne var anslået til 5.000 kroner, og det var mere end LF umiddelbart kunne afse til projektet. Men fra en anonym giver kom der tusind kroner. Han blev omtalt som ”et unævnt, men meget afholdt Medlem”. Først i 1931, da medlemmet var afgået ved døden, afslørede Otto Wolff, at den anonyme giver var Vicekonsul for kongeriget Rumænien, Carl Adolf Jørgensen. Med de tusind kroner begyndte man projektet. Arkitekt Georg Ponsaing, indmeldt i 1921, blev den ”flinke unge arkitekt”, hvem formanden efterlyste på generalforsamlingen i 1922, og som udarbejdede tegningen til bygningen. Tømrermestrene Kai Rasmussen og Max Kjeldgaard, begge medlemmer, stod for opførelsen. Ponsaing er også kendt for sin tegning af det store oversigtskort over Furesøens fiskepladser, da det sidste bankekort udkom i 1924.
25-års jubilæet blev fejret med stor festivitas d. 17. august 1923. Otto Wolff beskrev festen i Lystfiskeri-Tidende. Med en rejsegrammofon som eneste musikkilde, ”snart trottede og valsede hele Pavillonen”. Der var plads til 30, men der kom næsten 50, så der var trængsel. Når tørsten meldte sig, fandt de tørstige sammen i det nye garderobehus, hvor whiskyen flød i fornuftige mængder. Samtidig begyndte det at regne, hvorfor der måske blev lidt trangt, men ud fra beskrivelsen at dømme, var det en herlig fest.
Havnen ved 25-års jubilæet d. 17. august 1923. Stationen ligner næsten sig selv. Rækværket på broen fik LF forærende i 1917. I 2023 er det stadig det samme rækværk. Det skulle stamme fra en bro ved Næsset, Ved festen i 1923 blev musikken leveret af Christian S. Jacobsens rejsegrammofon, som hans hustru konstant trak op. Hendes navn var Johanne Sofie Jacobsen, hvilket nok ikke siger de fleste noget. Hvis man nævner, at hendes kælenavn var Pohl, så dæmrer det nok hos det fleste. Hun har nemlig lagt navn til Pohls Banke på Furesøen.
Mindegen på LF´s bådstation ved Holte
Om nogen så var Otto Wolff manden, der brugte oceaner af tid på LF. Overalt og ikke mindst på Holtestationen. Wolff døde i 1937, og allerede i 1938 blev der plantet et egetræ for at senere generationer kunne erindre den LF´er, der havde udført så meget for foreningen. Mindeegen, med sin flotte krone, har vokset sig stor, og står stadig på sin oprindelige plads lige til højre for indgangen. En sten på jorden fortæller, at træet er en mindeeg. Faktisk er der tvivl om, det er det træ, som blev plantet i 1938. Der verserer forlydender om, at det gik ud, men jeg har ingen steder kunnet finde beviser på dette. Blot må vi konstatere, at træet er meget smukt og en pryd, ikke bare for stationen, men for selve området omkring Holte Havn.
Den gamle pavillon gennemgik i årenes løb forandringer. Der blev bygget en lille veranda, og der blev indrettet sovepladser ved endevæggene. Mange lidt ældre medlemmer kan fortælle historier fra den gamle pavillon, inden verden gik af lave. Faktisk har der også været installeret en mønttelefon, men den blev nedtaget, da mobilen holdt sit indtog i danskernes lommer. En praktisk foranstaltning, hvis man blev forsinket. Det hændte jo både tit og ofte. Et begreb min hustru ofte omtaler som ”lystfiskeritid”. Forstået på den måde, at når man er ude med LF, er tiden en størrelse, der ofte ikke kan styres.
Otto Wolff´s mindeeg blev plantet 29. april 1938. Fra venstre sekretæren Chr. Richter, formanden Gothold Krag og auktionsholder Winslev. Der er udokumenterede historier om, at egen gik ud og der senere blev plantet en ny. Det fremgår dog ingen steder.
Over 100 års historie gik op i flammer!
Både pavillon og garderobebygning forsvandt på et splitsekund ved en påsat brand natten til d. 6. juni 2011. Gerningsmændene viste sig senere at være 2 unge drenge, der i længere tid havde stået bag mange påsatte brande i Holte området. Danmarks ældste hus indrettet for lystfiskere og de mange uerstattelige effekter af affektionsværdi som huset rummede, gik desværre samme vej.
Heldigvis bakkede rigtig mange op om LF, og bestyrelsen nedsatte et hurtigt arbejdende udvalg for at få genrejst bygningerne. Allerede d. 12. august 2012 kunne den daværende formand for Byplanudvalget i Rudersdal Kommune, Erik Mollerup, derfor klippe snoren til det nye hus. Som en anden Fugl Fønix havde begge bygninger rejst sig af asken. De lignede ikke de tidligere, men var indrettet til nutidens krav. Vores station på Vejlesøvej 16 rummer ganske vist ikke mere Danmarks ældste hus indrettet til lystfiskere, men er stadig det ældste anlæg for lystfiskere. Det hus vi fik i stedet, har ganske vist ikke endnu opsamlet samme atmosfære af tidligere tider, men vi fik et absolut fuldgodt bytte, og om mange år vil kommende generationer måske sidde og ærgre sig over at vægge ikke kan tale. Det er måske meget godt, man skal jo ikke vide alt.
Stationen i 2010. Væsentligste ændring er den lille veranda ved døren. Ellers var der ikke sket meget de seneste 110 år. Mindeegen i baggrunden ser ud til at trives.
Øjeblikket da Erik Mollerup klipper snoren til det nye klubhus.
Georg Ponsaing´s garderobygning rives ned efter de omfattede brandskader. En bygning der i 90 år var til glæde og nytte for medlemmerne endte på skammeligste vis som flammernes bytte.
