Lystfiskerne fra Odsherred Sportsfiskerforening fik masser af oplevelser på en 40-timers tur med skipper Hans Rejnert Jensen og skibet M/S Albatros 1.
25.8.2011 – ODSHERRED SPORTSFISKERFORENING har i flere år været på weekendtur på Det Gule Rev med skipper Hans Rejnert Jensen og skibet M/S Albatros 1 – ja, også helt tilbage til den gang hvor skibet hed "Pip" – og i år har de endnu en gang taget en 40-timers tur.
Der var afgang ved fredag ved midnat, og lystfiskerne kunne sove til klokken 5.00, hvor der blev serveret morgenmad. Først sejlede skibet ud på Det Gule Rev, men ekkoloddet viste ikke ret mange fisk, og derfor prøvede de vrag-fiskeriet. Ved det første vrag blev der kun fanget få fisk, men på det næste vrag var de noget heldigere! Der kom godt med fisk ombord og da fiskeriet ebbede ud sejlede de tilbage til Det Gule Rev, og nu var fiskeriet her også ganske godt. Der blev fisket ind til klokken 22 – der måtte fiskerne simpelthen sige stop på grund af godt møre arme efter at have fightet og renset de mange fisk.
Næste dag besluttede man at satse målrettet på vrag-fiskeriet i håb om at fange nogle større fisk, nu hvor alle havde fanget godt dagen forinden. Fiskene blev fiskene fundet ved 6-tiden, og straks kom der både store mørksej og torsk op på dækket. Vejret var godt, og der var ikke ret meget strøm, så forholdende var gode og fiskeriet gik bestemt også godt. Enkelte problemer var der dog, da der nogle steder menes at have hunget garn på vragene. I hvert fald mistede lystfiskerne fra Odsherred nogle pirke og forfang. Søndag middag stævnede M/S Albatros 1 mod havn igen med fange fine fisk. Der var 12 forskellige arter ombord, blandt andet mørksej, lyssej, kuller, kulmule, rødfisk, knurhane, torsk, makrel, blæksprutte og lange.
Turen med M/S Albatros 1 var med fuld kost – morgenmad, varm mad to gange første dag og en gang sidste dag, og som en ekstra service rensede besætningen alle større fisk og lagde dem på is. Hvis der er tid til det, tilbyder besætningen også at filettere.