– Monsterhugget faldt stenhårdt blot ti meter fra stangspidsen i det nærmest kakaofarvede vand, fortæller Cedric Koura om sin fantastiske blankfisk, der huggede i formiddags. – Til at starte med stod den blot tungt og urokkeligt inde foran, men så gik den pludselig fuldstændig amok – og fik til min store skræk sat sig fast i en stor sten. Jeg havde kun 0,28 mm fluorocarbon forfang på, så jeg var mildest talt en anelse nervøs… På trods af et voldsomt pres gik fisken først fri af stenen efter cirka to minutter, hvorefter den tog det ene lange udløb efter det andet og sprang fri af vandet 6-7 gange i træk, mens sveden løb langt ned af ryggen på mig. Et af udløbene varede cirka 20 sekunder, så jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at der var tale om en rigtig stor fisk.

82 cm blankfisk release connector

Den brutale blankfisk huggede på en Sandeel fisket med str 12 krog i en Release Connector. Utroligt hvad så lille en krog kan holde til.

– Den var ikke ligefrem verdens letteste at få i nettet, må jeg indrømme, men til sidst fik jeg endelig min storfisk på land, hvor den lille str, 12 trekrog sad helt perfekt på den inderste del af kæben, fortsætter han. – Jeg har ikke fået vejet fisken, men jeg anslår den til 7,5-8 kilo, og den er helt klart min største blank fisk til dags dato. Fisken blev fanget på en Line Thru Sandeel fisket med en Release Connector og en str. 12 Owner ST 36 BCX trekrog, der uden problemer klarede den hektiske fight. Normalt fisker jeg med det originale release takel, men når der er meget møg i vandet, går jeg over til at fiske min lille trekrog med en Release Connector, for at gøre det hele lidt lettere for mig selv.

Fisken huggede på helt klassisk vis i spin-stoppet. – Jeg fiskede hele dagen fra 9-16 og fik kun denne ene fisk, men det er så også i orden griner Cedric… Jeg skal nok også ud og fiske i morgen, siger han – og det kan man jo godt forstå!

 

Grejxperten

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This