– Jeg er ikke en religiøs mand, men nogle gange tror man der må have været højere magter, som har haft en finger med i spillet, lyder det fra Søren Bjerre Bøgh. – Lørdag d. 17. april, havde jeg for først gang taget min 10 -årige søn, med en tur til det øvre af Skjern Å, på Herning-Ikast Sportsfiskerforenings fiskevand. En kølig morgen fik de små barnefingre til hurtigt at blive kolde og stive, og jeg tvivlede på, at vi fik det helt store ud af turen. Heldigvis klarede det hurtigt op, og med sol på himlen ved 10-tiden, kom varmen og optimismen tilbage.
– Alfred startede ud med en forholdsvis tung spinner, men skiftede hurtigt til wobler, da en ret lav vandmængde, fik spinneren til at gå i bunden. For hyggens skyld, gik Alfred og jeg kun 5-10 meter fra hinanden, så da Alfred råbte, at han troede der var bid, var jeg lige i nærheden. Fisken vendte i overfladen, og det kan nok være, at pulsen steg hos både far og søn. En ny-opsteget Skjern Å-laks, pumper hurtigt kræfterne ud af armene på en 10-årig, men Alfred insisterede på at fighte fisken selv, og efter ca. 10 minutter, kunne jeg med stor jubel sætte nettet om en laks, der viste sig at være 89cm og 6.1 kg.
– De forholdsvis mange andre lystfiskere ved åen, var super søde til at komme med lykønskninger og positive kommentarer, så sønnike voksede 10 cm den formiddag. Der er ingen tvivl om, at denne oplevelse vil sætte sig i erindringen for altid, som et af lives helt ædle guldkorn. Fisken hænger i øvrigt til koldrøgning, og er snart klar til at ende sine dage på frisk franskbrød.