– Efter næsten 14 dages ferie med meget blæsevejr, kom der endelig en vindstille aften, fortæller Casper Strøm. – Båden blev hurtigt booket til en aften- og morgentur, hvorefter grejet blev klargjort til jagten på yndlingsfisken.

– Jeg ankom til søen ved 20-tiden. Båden blev hurtigt lagt i vandet, og grejet blev rigget til, så jeg kunne dørge med woblere ud til pladsen, hvor jeg havde haft et seriøst hug på sidste tur. Den obligatoriske Underberg blev skyllet ned inden fiskeriet gik i gang.

– Det var næsten helt vindstille, og svalerne fløj lavt over søen, hvor de jagtede insekter, mens jeg sejlede ud. Jeg så et par fisk på loddet, mens jeg roede derude, men de var ikke interesseret i agnen. Da jeg kom ud på spottet, stod der en stime aborrer over toppen på 7.5 meter vand. Jeg sænkede min 20 cm Twinteez igennem stimen og ned på 7 meter vand med vertikal stangen.

– Jeg så en pæn sandart, der straks rejste sig fra bunden og fulgte agnen. Alt hvad jeg behøvede var at jigge et par gange og SMASK: Et seriøst hug fik stangen til at krumme sammen. Jeg kunne mærke, at det var en stor sandart, der var for enden, og den tog tre gode udløb mod bunden mens jeg fightede den op. Ved overfladen fik jeg den nettet og kunne straks se, at det var en ny PR, der blev målt den til 85 cm. Vægten stoppede ved 6.870 kg. YES, endelig fik jeg den store sandfisk på næsten syv kilo, som jeg længe har jagtet fra søen.

– Hurtigt fik jeg taget nogle billeder, og fisken blev genudsat. Den skulle lige sunde sig, hvorefter den gav et plask med halen og forsvandt mod bunden. Turen var reddet, og det blev fejret med endnu en Underberg. Jeg fortsatte med at dørge lidt og fandt et par sandarter, som ikke var interesseret i agnen, så det endte med, at jeg sejlede ind til land.

– Jeg gik op til bilen og satte mig for at sove, så jeg kunne få morgen trækket med, for jeg gad ikke pakke sammen for at køre hjem og pakke ud igen. Da jeg stod op og havde fået kaffen, sejlede jeg ud igen, mens småskallerne sprang i søen, da de blev jaget af aborrerne. Der var godt tåget over søen, og jeg har haft godt fiskeri på tågede dage på søen før. Jeg kastede to stænger ud med woblere, så jeg kunne dørge efter sandarter, mens jeg ledte efter fisk på loddet. Der var desværre kun et par hug, men ingen fast fisk. Herefter sejlede jeg videre i cirka fire timer uden at mærke det mindste, og måtte sejle ind, for det begyndte at blæse op.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This