Deniz Taskin, der i sidste nummer af Fisk & Fri vandt Rapala konkurrencen, har været en tur på Storebælt efter torsk. Vi har fået en fin fangstrapport fra Deniz.
-Efter et par nulture med turbåd i Langelandsbæltet, får jeg endelig lokket min kammerat med båd, Mikael, til at tage mig med på en tur i Storebælt. Vi sejler ud fra Nyborg ved ni tiden og kursen er sat mod Sprogø.
Det gynger en del og jeg bliver lidt søsyg på vejen. Efter nogle timers fiskeri uden held nærmer klokken sig tolv. Jeg sidder og surmuler lidt og drømmer mig til forårsgeddefiskeriet. Mikael, der stadig er ved højt humør, mener at vi skal finde fiskene og forslår at vi skal prøve ved lavbroen.
Den første plads vi prøver under broen gir lidt pilleri, så vi bliver enige om at tage drevet igen. BUM vi får begge fisk og min søsyge forsvinder som dug fra solen. Humør er igen højt og resten af dagen ligger vi og sejler frem og tilbage mellem bropillerne, indtil Mikaels kone ringer og siger at han skal huske forældremødet.
På vej i havn kan vi gøre status med 41 torsk, hvoraf de 20 er mellem 3 – 6,5kg. slutter, Deniz og tilføjer at han nok snart ha byttet jerkbaitstangen ud med en rigtig havstang.