– Vi har lige været på den første Carp Dream Team tur her i 2022, fortæller Kenneth Munk. – Målet var de tunge vinteraborrer, og valget faldt på St. Vejleå, som igennem tiden har leveret massive aborrer. Vores insiderviden omkring åens nuværende produktion, var dog ikke lovende, da fiskeriet ikke er, hvad det har været. Nu om dage kan der være langt imellem fiskene, og der skal kæmpes for at få dem på krogen. Men hvad – vi havde sat datoen, ungerne havde glædet til far og søn tid, så hvis ikke der kom action, fik vi i det mindste sagt godt nytår til hinanden og støvet stængerne af. Da vi rykket ind klokken 8 var der allerede mennesker ved åen, som der altid er i vintertiden, men vi fik en god plads og gjort grejet klar. Dagen forinden var agnen sikret i form af fjordrejer og regnorm. Det skulle vise sig, at aborrerne ikke lige var i bidehumør. Først efter 1,5 time kom den første på krogen, og det var en fin fisk lige over kiloet til Brian. Efter lidt tid kom turens største fisk på land, nemlig en imponerende aborre på 1,4 kilo i de flotteste vinterfarver og med løftet “hanekam”. Dernæst dødet fiskeriet, og der skulle gå 1,5 time, før der kom et dobbelthug med 2x kilosfisk i fangstnettet. Efter de obligatoriske fangstbilleder blev aborrerne nænsomt sat ud igen. Alt i alt en super hyggelig start på 2022, hvor det næste mål er et par gedder på land, inden foråret og karpefiskeriet tager over.