– Aborrefiskeriet er altid en fantastisk og underlig størrelse i foråret inden de gyder, siger Jens Fisker. – De kan nemlig til tider være svære at lure. I den forgangne uge har jeg haft et par korte ture i håbet om en ordentlig gris, inden de gyder. I takt med, at vandet er blevet varmere, er fiskeriet skiftet en smule fra det sene vinterfiskeri. 

– Den ene morgen, da jeg stod op, silede det ned, og det tegnede ifølge vejrudsigten til at blive en våd tur. Men i det jeg fik båden i vandet, og kom ud på søen lettede regnen, og den smukkeste forårssol hilste så fint på over en næsten vindstille sø. Det var dog næsten lidt for vindstille til store aborrer i min optik. Men efter en del agn- og pladsskiften, endte jeg på en skrænt med halvblød bund og skaller i den dybe ende af skrænten.

– Jeg loddede flere pæne aborrer på sideview, men de ville ikke som jeg. Jeg skiftede agn, fart, farver og teknik frem og tilbage, indtil jeg endte med en Bumpy 76 softbait på et 10 grams tungstenhoved og skruede op for aggressiviteten i bevægelserne. I andet kast fik jeg et godt hug, og sørme om ikke der kom en fin aborre op på 43 centimeter. Derefter fik jeg en lille gedde, som destruerede den stakkels jig, jeg endelig havde fundet. Jeg havde dog en i en lidt anden farve, men stadig samme agn. Den røg på, og inden for et par timer samt 50 meter affisket skrænt, endte jeg med fire aborrer over 40 centimeter plus en god håndfuld over 30 samt en topfisk på 46 centimeter. Så var sådan en regnfuld forårsmorgen, slet ikke så slem alligevel. 

 

Harald Nyborg fiskegrej

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This