Der har, som du har kunnet se her på fiskogfri.dk, været godt gang i laksetrollingen på det seneste, og i går landede Jens Ipsen så årets største laks i området mellem Bornholm og Christiansø.

– Jeg har dårlige erfaringer med laksefiskeri om morgenen, og der hvor jeg fisker, er hugperioderne ofte først omkring 13 og 15 om eftermiddagen, fortæller han. – I går tog jeg ud på min første tur i 2021 og der var således igen grund til at tage tidligt afsted. Klokken 13.30 sejlede jeg fra Svaneke cirka 1,5 mil ud i retning mod Christiansø. Normalt har jeg tre sideplanere i hver side, men da jeg var alene, og der var en del sø, brugte jeg kun to planere i hver side samt 2 x 2 stænger på downriggerne. Og så satte jeg mig ellers ind i varmen, hvor jeg nød livet og så skiløb på min Ipad.

– Efter en times fiskeri hørte jeg en lyd derude fra, og da jeg kom ud på dækket lå den ene sideplaner bag båden. Jeg skyndte mig og få fat på stangen, hvor der allerede var taget 300 meter line…. Det føltes tungt derude, men det føltes ikke rigtig som en fisk. Først da jeg havde fået en masse line på hjulet, kunne jeg mærke, at det faktisk var en fin fisk. Jeg satte derfor stangen i stangholderen og fik de andre liner ind, så jeg kunne fighte fisken sikkert det sidste stykke.

– Da den kom lidt tættere, var jeg helt sikker på, at det var en stor fisk, for den gik dybt og tungt. Jeg pressede den godt, men alligevel måtte jeg gå tur med den rundt omkring konsollen på min store Targa, før jeg fik den op første gang. Men straks var den næsten oppe, før den igen dykkede ned på 70 fod og blev der. Heldigvis fiskede jeg en lille flasher foran blinket, så planeren ikke dunkede helt ned i hovedet på den – og efter et stykke tid kunne jeg lande den store fisk, der ikke var helt let at få ind over bådsiden. Laksen, der viste sig at veje 18,28 kilo, huggede på en Danish Lure Hybrid i brun/blank med en rød prik, slutter han.

Et stort tillykke til Jens med fisken, der er hans fjerde laks over 18 kilo. To af dem har hugget på næsten samme sted som 18,28 kilos fisken. Hans PR på trollinglaks er i øvrigt 20,23 kilo. Den flotte 18,28 kilos laks er så vidt vides den største danskfangede laks i år.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This