At fange en stor karpe over 20 kilo er noget helt særligt, men at fange en stor dansk skælkarpe er bare endnu vildere. Her giver Søren Beck dig historien om en af de største skælkarper, der er taget i Danmark nogensinde – samt den største danske skælkarpe taget i 2020.

– Hvert år bruger jeg en del dage på en stor og meget svær konsortiesø, som rummer nogle temmelig store karper, fortæller han. – Det er sjældent man fanger særligt meget, men i år har det været helt begrædeligt, ikke mindst fordi der har været nærmest unaturligt store mængder naturlig føde. For nylig var status 10 fiskedøgn og INGEN fisk på land. Alt, hvar der var sket, var at jeg havde mistet to karper. Moralen var derfor lav, og jeg følte mig nærmest forbandet. I afslutningen på pinsen frem til grundlovsdag skulle det endelige slag stå. Der skulle fisk i nettet, om jeg så skulle dø af det!

– Fiskene har i år næsten ikke været langs bredden. De har været ekstremt svære at finde og har overhovedet ikke reageret på foder. Efter fem timers træklatring og køren fra område til område lykkedes det dog at finde to fisk, der cruisede i overfladen – YESS! Vejen tilbage igennem ellesump og brændenældeskov foregik i løb.

– Undervejs tilbage med oppakning, bivy, seng og stænger løb sveden ned i mine vaders i de 25 graders varme. Fiskene var der bare ikke mere, og natten bragte ikke et eneste lillebitte bip. Næste formiddag følte jeg mig som en slagen mand og sms’ede en god fiskekammerat, hvor totalt presset i bund jeg var. En lille peptalk senere pakkede jeg sammen, imens temperaturen sneg sig over 25 grader.

– De næste par timer klatrede jeg i forskellige træer, og spejdede ud i den sommerflimrende luft – alt imens temperaturen nærmede sig 30, og smøgerne forsvandt som dug for solen. Ikke så underligt, at der var en snigende hovedpine på vej, og selvom jeg havde set en fisk langt ude imod en ø, var jeg nødt til at skaffe nogle hovedpine tabletter. Forsynet med passende drugs til at tage min hovedbanken, blev bilen vendt, og hurtigt tilbage klatrede jeg op i søens bedste klatretræ. Halvvejs oppe skimtedes fisken inde på 60-80 meters afstand. Mere faldende igennem træet end klatrende ramte fødderne jorden. Herefter gik turen tilbage til bilen, og vejen tilbage foregik i løb.

Søren Beck i fuld færd med at genudsætte den enorme skælkarpe på 20,2 kilo

Søren Beck i fuld færd med at genudsætte den enorme skælkarpe på 20,2 kilo. Fisken er Sørens tredje danske karpe over de magiske 20 kilo.

– En stang blev lynhurtigt samlet. En pink Spicy Squid pop-up fra CFC Bait fra nattens fiskeri var stadig på taklet. Hurtigt blev den spicet op med noget CFC Spicy Squid boost. Herefter tog jeg en hurtig beslutning, om hvor jeg mente fisken sidst var set – og taklet blev kylet ud i området. Linen blev sænket og stangen lagt op af en træstub med løs baitrunner. Fem enkelte Spicy Squid boilies blev skudt ud med kasterør i området, men inden resten af stængerne er samlet, begynder spolen at rotere som en sindssyg snurretop på stangen, der ligger på jorden. HUG!

– Jeg laver et solidt modhug, hvorefter stangen bliver tvunget ned mod overfladen af fiskens udløb, der allerede er nået godt op i fart. Men efter lidt tid bliver bliver fiskens udløb langsommere. Netop, fordi det var planen at fiske på langdistance, så er lige præcis den stang 3 ¾ lbs TC, og det vil være løgn at sige, at selv helt store fisk giver den vilde fight på så kraftigt udstyr. Det lykkes dog karpen at tage nogle gode udløb på tværs, og da den kommer ind på 10 meters afstand, er det tydeligt, at den ikke ret gerne vil længere ind. En længere gang gåen tur med hunden bliver afsluttet, da den ligger trygt i netmaskerne med en pink pop-up stikkende uden for mundvigen. En lillebitte pop-up i næsten 70 hektar sø har givet mig en kæmpe skælkarpe! Med rystende hænder lader jeg en vejesack omfavne fisken, imens jeg nærmest stammende siger taktaktak ud imod søen. Sikke en forløsning.

– For at gøre det kort. Fisken er udgydt, men vejer alligevel mægtige 20,2 kilo. Min kammerat Thomas kommer forbi og tager fotos samt glæder sig sammen med mig. Det er et stort øjeblik at kunne dele med en ven. Resten af turen forløber relativt udramatisk med en enkelt fisk mere på en orange pop-up, som min kammerat Jesper har lavet. Selvom det er en flot spejlkarpe på 10,2 kilo er det som om den blegner en del ved sammenligning med den store, men det er heller ikke en rimelig sammenligning. Endelig er der kommet fisk på land, så måske forbandelsen er brudt…

Søren Becks enorme skælkarpe var blot 200 gram fra Danmarksrekorden på 20,4 kilo taget af Thomas Ratzlaff i en sø på Sjælland.

Friluftsland

 

    Havørred - Refleksioner på kysten

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This