– Oktober er en af årets helt store måneder for fladfiskeri, fortæller Christian Sundfisker. – Fiskene har spist sig fede gennem sommerhalvåret, vandtemperaturen er faldet, og mange steder søger rødspætter, skrubber samt isinger ind på lavere vand for at finde føde.
– Vi fisker hovedsageligt fladfisk fra egen båd i Øresund, og efter en periode med mindre velegnet vejr havde vi længe ventet på en fridag med rolige forhold. Lørdag den 3. oktober så endelig rigtig ud med svag vind, roligt vand og gode muligheder for at komme ud.
– Med taklerne klar og et halvt kilo sprælske børsteorm om bord, stævnede vi ud fra havnen. Mod nord lå tågen tæt. Fra Helsingør og ned over store dele af den østlige del af Øresund var sigten kraftigt reduceret, men mod syd var der heldigvis klart. Det passede godt med vores plan om at fiske ud for Eremitagesletten.
– Starten på fiskeriet gik på en velkendt plads, som normalt holder godt med fisk. Denne dag var det dog svært at få gang i fiskeriet. Vi drev kun omkring 0,6 knob, og selv om vi indimellem mærkede fisk, var huggene meget forsigtige. Derfor prøvede vi flere forskellige ting. Agnen blev kastet ud og jigget hen over bunden, og vi skiftede mellem forskellige tackler samt farvekombinationer. Nu og da mærkede vi små nap, som om fiskene blot puffede til agnen uden for alvor at tage den. Én ting tegnede sig dog hurtigt som et mønster: De fisk, vi fik, foretrak tydeligt røde farver, og langt de fleste tog ophængeren frem for slæbetafset.

Christian Sundfisker og hans kammerat havde 46 pæne fladfisk oppe at vende, hvoraf de fleste var fine rødspætter.
– Efter noget tid besluttede vi at prøve noget nyt: Jeg studerede søkortet og fandt cirka en sømil væk et område, som så interessant ud. På lidt dybere vand lå en smal undervandstange, der hævede sig knap en meter over den omgivende bund. Vi havde aldrig fisket stedet før, men strukturen så lovende ud, så vi sejlede derhen for at give den et forsøg. Det skulle vise sig at blive dagens bedste beslutning.
– Vi startede drevet syd for tangen på cirka 10 meter vand. Hen over området steg bunden gradvist til omkring 9 meter. Gennem stangen kunne vi mærke, at loddet bevægede sig hen over ren og blød bund uden de små dunk, man normalt mærker, når det rammer sten eller muslinger. Herude var der mere strøm, og båden drev omkring 1,1 knob, og kort efter kom de første rigtige hug.
– Forskellen fra den første plads var tydelig. Fiskene tog agnen langt mere kontant, og inden længe begyndte vi at få jævnlige hug. Vi havde tilsyneladende ramt den rigtige kombination af fisk på pladsen, passende drivhastighed, den rette retning og et tidspunkt, hvor fiskene var aktive.
– Drevet kom til at vare næsten en time. Flere gange talte vi om at sejle tilbage og gentage strækket, men hver gang vi overvejede det, kom der nye hug. Flere gange fik vi dobbelthug, og derfor fortsatte vi bare drevet. Langt de fleste fisk var rødspætter, suppleret af enkelte isinger og skrubber. Dagens rette farvevalg var tydeligt. Omkring ni ud af ti fisk huggede på røde eller rød-hvide perletafser. Ligesom et ensfarvet rødt storspættetafs fungerede også særdeles godt denne dag.
– Efter omtrent en time var vi drevet cirka en sømil mod nord. Så ændrede forholdene sig. Vinden tog gradvist til, og samtidig steg drivhastigheden. Da vi sejlede tilbage til starten af drevet for at prøve strækket igen, drev båden nu omkring 1,6 knob. Bølgerne var også blevet større, og næsten samtidig forsvandt de kontante hug. Det var, som om nogen havde slukket for fiskeriet. På det gode drev havde vi haft omkring 30 fisk oppe, men nu blev huggene kun sporadiske. Vi forsøgte både at flytte os og at gå tættere på land, men uden at finde samme fiskeri igen.
– Da vi senere satte kursen mod havnen, havde vi haft i alt 46 fladfisk oppe at vende. Langt de fleste blev genudsat, mens 10 fine madfisk kom med hjem. Turen blev samtidig en god påmindelse om, hvor meget små ændringer kan betyde i fladfiskeriet. En forskel på blot en sømil, en passende strømretning og en ændring fra 0,6 til 1,1 knob var denne dag nok til at gå fra trægt fiskeri til næsten konstant aktivitet. Og lige så hurtigt kunne det forsvinde igen, da vinden tog til og drivhastigheden blev for høj.
– For os blev det en skøn dag på Øresund og en rigtig god start på oktoberfiskeriet. Turen tegner godt for resten af efterårssæsonen, slutter han.
Hvis du er vil med fiskeriet på Øresund to tjek Christians hjemmeside www.sundfisker.dk, hvor han løbende deler min viden om fladfiskeri.










