Jens Bursell med en af de havørreder, som vi alle gerne så nogle flere af på kysten.
Prædation fra bl.a. skarv er et kæmpe problem – ikke mindst, når vi skal udsætte fisk. Men hvad nu, hvis man kunne udsætte fx ørred, så man undgik en stor del af prædationen uden brug af eksempelvis smoltvagter – samtidig med, at man fik præget smolten korrekt til at home hjem til eget vandløb? Her får du et bud på en mulig løsning.
AF JENS BURSELL
HVORDAN FÅR VI FLERE HAVØRRED PÅ KYSTEN? De fleste lystfiskere kan blive enige om, at tiltag, der fører til forbedrede livsvilkår for ørrederne, er vejen frem – både på den korte og lange sigt. Men når snakken går på at supplere de naturlige bestande med udsætninger, så deles vandene. For hvordan skal det gøres, så det er mest effektivt – uden at man risikerer genetisk forurening eller at forstyrre den delikate økologiske balance langs med kysterne?
Der er nok ingen tvivl om, at fangsterne på de danske kyster toppede i senfirserne og halvfemserne, hvor det store arbejde med at fremme den naturlig reproduktion i vandløbene blev suppleret med store udsætninger af ørred direkte på kysterne. Fiskene voksede sig store – og dengang var det ikke ualmindeligt, at dygtige kystfiskere fangede adskillige trofæfisk over fem kilo på en sæson. Sådan er det ikke mere. Kystudsætningerne blev stoppet med det argument, at man var nervøse for genetisk forurening af lokale havørredstammer fra kystudsatte havørreder, som ikke ”homede” hjem til deres oprindelige åer. I stedet ville man satse på forbedret naturlig reproduktion i åerne kombineret med mundingsudsætninger som kompensation for tab af smolt på grund af habitatsændringer.
Spørgsmålet, som alle diskuterer, er så: Er den nuværende model god nok til at skabe en sund bestand af havørred, der med et stigende fisketryk, er stor nok til at levere det gode kystfiskeri, som både lystfiskere, grejbranchen og turistorganisationerne drømmer om? Der er ingen tvivl om, at de danske havørredbestande – ud over at være en uundværlig del af naturen – har en kæmpestor rekreativ og socioøkonomisk værdi. Men kan bestanden tåle øget fiskepres og kommerciel udnyttelse, hvis vi ikke tænker i helt nye baner? Bruges vores fisketegnsmidler godt?
Som det er nu skal der ofte lægges mange timers fiskeri i at fange en havørred på kysten – hvis da ikke lige man som Klaus Aaes her konstant har fingeren på kystpulsen.
Får vi nok for pengene? Skal fiskepleje og forskning i udbud eller prioriteres anderledes? – eller er der brug for helt friske idéer kombineret med nyt fagligt input for at skabe den natur og det fiskeri, vi alle går og drømmer om?
Som nævnt kan de fleste blive enige om, at forbedringer af naturgrundlaget til enhver tid bør være hjørnestenen og omdrejningspunktet i kampen for stærkere og naturligt reproducerende havørredbestande. Men, når det er sagt, så er der de seneste år kommet mange nye idéer, som hver især måske vil kunne bidrage til sundere bestande af vildfisk og et bedre kystfiskeri over alt i landet:
Flere havørred – nye metoder i fiskeplejen?
Der er allerede mange gode projekter i gang med både frivillig og professionel fiskepleje rundt omkring i landet, og det har der været i mange år. Det udelukker dog ikke, at der også kan eksperimenteres med andre tiltag. Hvis man skal tænke i nye baner omkring opskalering af mundings-og/eller kystudsætninger, er det afgørende at forholde sig til faktorer som eksempelvis øget prædation fra skarv- og sælbestandene, der er vokset markant siden halvfemserne. For hvad nytter det at udsætte en masse fisk, hvis de ender i maverne på sultne rovdyr? Det er indlysende, at man bør forske mere i, hvordan fiskene kan sættes ud, så man nedsætter risikoen for, at de bliver spist. Udsætning om natten har allerede været på banen som en oplagt mulighed for at nedsætte prædationen fra dyr, der primært jager om dagen ved hjælp af synet. Men der er måske også andre muligheder, som ikke rigtig er blevet afprøvet for ørred i Danmark:
1) Kystudsætning af mundingsprægede fisk. For at ørred kan præges til at vende retur til deres oprindelige vandløb og gyde, så man undgår genetisk forurening, udsættes fiskene ved mundingsudsætningerne normalt i åens udløb, hvorefter de over et par dage spredes efter af have fået ”smagen” af deres eget vandløb.
Problemet med én samlet stor udsætning i en åmunding er naturligvis, at man skaber en stærkt forudsigelig fødekilde i tid og rum, som gør det lettere for områdets rovfisk, skarv og sæler at tage for sig af retterne. Men hvem ved? – udover at regulere mængden af skarv og sæler – kan løsningen på dette problem måske være at præge fiskene til vandløbet i flydende gummicoatede, prædatorsikrede netbure, så de ikke tager skade, hvorefter man et stykke tid senere – efter mørkets frembrud – trækker udsætningsfiskene ud langs med kysten, hvor de spredes uforudsigeligt over et større areal i ly af mørket. I åer med ringe vandføring kan man alternativt præge fiskene i landbaserede tanke med vand fra åen – og herefter kombinere med land- og vandtransport i tanke, indtil udsætningen finder sted langs med kysterne. Med denne udsætningsform undgår man også, at fiskene forvilder sig op i åen, hvor de kan give uønsket konkurrence med de stationære vildfisk – eller blive et let offer for fx mink, skarv og fiskehejrer.
Der er masser af muligheder for at tænke i nye baner. Med denne teknik kan man sandsynligvis få udsat havørreder direkte i saltvand, der samtidig homer til de rette vandløb på en måde, hvor langt færre fisk sikkert vil gå tabt. Der vil måske være brug for en aklimatiseringsfase i stigende grad af saltholdighed – men det vil teknisk set næppe være svært at løse. Alt i alt vil en udsætningsform som denne sikkert være en tak dyrere, men til gengæld vil man sandsynligvis kunne få betydeligt mere ud af sine penge – fordi stykprisen pr. overlevende havørred, der vender retur til vandløbet og fører generne videre sandsynligvis vil blive lavere. Lignende teknikker er anvendt til laks – med succes, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre til havørred?
Kystfiskeriet byder på fantastiske naturoplevelser – men det er endnu sjovere, hvis man også fanger noget – som fx fisken ovenfor taget af Jens Bursell.
2) Kystudsætninger af sterile havørred er en anden oplagt mulighed for at styrke de vilde bestande, som der tidligere har været skrevet om på fiskogfri.dk. Og hvordan så det? Jo – hvis man finneklipper udsætningsfiskene, så man som lystfisker let kan kende forskel på vildfisk og sterile fisk, kan man enten frivilligt eller som regel genudsætte alle vildfisk, mens man med god samvittighed kan hjemtage de sterile opdrætsfisk. På den måde vil man sandsynligvis både kunne få et markant bedre kystfiskeri samtidig med, at man sænker fiskepresset på vildfiskene, som herved får bedre mulighed for at videreføre deres gener, så vi får endnu større og sundere bestande af vildfisk. Det er både let og billigt at sterilisere ørredæg ved en simpel varmebehandling – og ved at gøre dette, er man 100 % sikker på ikke at skabe genetisk forurening som følge af en udsætning.
Ud over nytænkning inden for mundings- og kystudsætninger kan der meget vel tænkes at være gode muligheder i at opdyrke, forfine og forske i eksisterende metoder og tankegange, som pt ikke anvendes officielt eller i større skala, fordi de (endnu) ikke er godkendt af myndighederne. Det drejer sig blandt andet om brugen af eksempelvis Lars Michaelsens idé med rugekasser i åerne og anvendelse af Morten Ringive Humbæk-metode, der kan bidrage til at ændre de fysiske forhold i åernes øvre løb, så ørredynglen lettere kan overleve og dermed på sigt bidrage til de kommende generationer af vildfisk. I begge tilfælde er der tale om potentielt gode idéer, som sandsynligvis har potentialet til at supplere det altoverskyggende mål – nemlig flere fisk samt en forbedring af naturgrundlaget og ørredens naturlige habitater.
Hvis man vil de danske ørredbestande det bedste, er det vigtigt, at man ikke bliver religiøs og lader sig fastlåse af gamle forvaltningsmønstre. Hvis vi vil have et kystfiskeri efter havørred i verdensklasse – samtidig med, at vi bliver flere lystfiskere, der fisker efter dem, så er der brug for et paradigmeskift – både i den måde vi behandler vores natur, og i den måde vi forvalter den på.
Hovedparten af denne tekst blev oprindeligt publiceret i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten” i 2022, som du kan købe her (REKLAME).
