Der er utallige muligheder for at tilføre din flue et drilsk farvepust. De fleste vælger lidt UV-dubbing eller et par tørn farvestrålende fjer, men fluorscerende rejeøjne er bestemt også en gangbar og fræk løsning.

Når vandet er varmt og vrimler af liv, virker provokationsfluer ofte lidt for »larmende« i vandet. Men det stadigt smålune vand i efteråret er mange steder fyldt med pirlige fisk, der gerne vil have en smule farve på fluen. Løsningen er enkel – et diskret hint af provokation.

 

AF REDAKTIONEN

 

EFTERÅRETS FØRSTE SYDØSTENHYLER er løjet af, og store mængder tang ligger i enorme dynger langs stranden. Det ses tydeligt, at der har være skrald på, men nu viser Østersøkysten sig fra en, efter min mening, alt for pæn side. Det nærmest flade badekar, som de seneste måneder har været umuligt at fiske, ser nu indbydende ud med sporadiske blæretangsbuske. Det skal, trods de rolige forhold holde fisk, og det er bestemt nogle kast værd, inden revet indtages. Det er efterår, og de seneste ture har givet imponerende mange store men letfarvede fisk på spin. Mine forventningerne er derfor urealistisk høje, og jeg bliver ikke synderligt begejstret, da en 45 centimeters blankfisk tager fluen i tredje kast.

Jeg fighter den hurtigt ind til afkrogning. – Der skal være en stor herinde, tænker jeg og fisker videre. Min makker, som ikke deler samme overbevisning, har taget stand ude på revet. Han står nu og kaster ud over en lækkert rullende gammel sø, og jeg begynder at tvivle og fisker badekarret hurtigere igennem. Det går åbenbart for hurtigt, for mens jeg vader ud, skræmmer jeg en seriøst stor fisk. – Din store idiot! Vrisser jeg af mig selv i frustration, men lægger alligevel min »drille-flue« i den retning, som fisken forsvandt. To træk i linen senere bliver den brutalt stoppet, og en fisk på omtrent 60 centimeter pisker vandet til skum for enden af mit forfang. Det er bestemt ikke den meget store fisk jeg skræmte, men et kærkomment og ret ufortjent plaster på såret…

 

Fluebinding hos Grejxperten

 

Fluer, der provokerer, virker altid

Provokationsfluer virker hele året – ingen tvivl om det. Men i visse perioder er der andet, som bare virker bedre. I vinterhalvåret, hvor vandet er koldt og føden sparsom, er havørrederne helt enkelt ikke synderligt selektive. Her gælder det om at eksponere fluen for flest mulige fisk, og en farverig flue er mere synlig. Forår, sommer og til dels efterår myldrer det kystnære vand derimod af liv, og det spraglede farvedisplay provokationsfluer har, kan have en ligefrem frastødende effekt på havørrederne, som har en relativ stor fødetilgang. Men lige præcis i efteråret kan især rødlige og lilla nuancer også have en enorm udslagsgivende tiltrækning på de efterhånden ret territoriehævdende vandringshanner.

Dette stiller os kystfluefiskere i et dilemma. Skal vi optimere vores fiskeri efter de aggressive og ofte talrige vandringsfisk, eller skal vi satse benhårdt på de mere »sjældne« og eftertragtede overspringere? De fleste fortrækker nok at sætte fluen i den sidste model, men faktum er, at der for de fleste fluefiskeres vedkommende er meget langemellemrum mellem 3, 4 og 5 kilos blankfisk. Hvad gør man så?

 

Fire eksempler på mine favoritfluer.Øverst en magnusvariant med rød og hvid Crystal Chenille, i midten en STF-Reje med orange UV-øjne og nederst to varianter af Haze-fluer i grøn med hugspot samt den originale i lilla.

Fire eksempler på mine favoritfluer. Øverst en magnusvariant med rød og hvid Crystal Chenille, i midten en STF-Reje med orange UV-øjne og nederst to varianter af Haze-fluer i grøn med hugspot samt den originale i lilla.

 

Den gyldne mellemvej har ofte været mit valg. Jeg anvender behersket provokation i form at et fx hugspot eller anden form for diskret farvetilførsel. Sådanne fluer fisker selvfølgelig året rundt, men kommer for mit vedkommende særligt til deres ret i efteråret. Fluer som Rasmus Ovesens Cutthroat Kutling, den effektive Polar Magnus samt et hav af varianter over klassikere med små farverige islæt falder under denne kategori. Fluer som imiterer havørredens byttedyr i form og bevægelse, men med en diskret tilførsel at skrappe farver. Udover at se rasende godt ud i boksen fisker sådanne fluer også fremragende.

Materialerne som er gangbare til drillefluer er vidtfavnende. Ja, det er vel egentligt kun fantasien der sætter grænser. I mange af de eksisterende mønstre er det ofte et par tørn pangfarvet dubbing, en hale af farvet garn eller et hidsigt cone head. I denne tid, hvor rejefluer er så populære, kan man også tilføre farve til fluen ved hjælp af farvede rejeøjne. Man kan lave dem selv eller købe dem færdigt støbte fra fx www.easyshrimpeyes.dk, som har et fornuftigt udvalg.

Purple Haze er en af de gode

Mine favoritter til efterårsfiskeriet er klart en let lilla flue, som jeg kalder Purple Haze samt en lys variant af Magnusmed Crystal Chenille i hvid og rød –men jeg er sikker på, at din favoritflue med en let farvetilførsel fanger lige så godt. Jeg har selv gode erfaringer med pink, rød og lilla farver på denne årstid, og det må gerne være UV-reflekterende materialer. Jeg fortrækker afhængig af sigten i vandet, at farven er ret diskret og ikke for dominerende. Der svømmer med garanti masser af fisk rundt som tager en Glimmerreje hele året, men der er bestemt også mange som ikke gør – og det er min erfaring, at de store ofte er i denne kategori.

 

Fluebinding hos Grejxperten

 

En farvet hunfisk fra det sydligeMøn får friheden. Selvom hun leverede en fantastisk fight, jeg nødigt var foruden, har en rogntung hunfisk som denne ikke meget kød på kroppen. Hannerne er derimod i fin foderstand.

En farvet hunfisk fra det sydlige Møn får friheden. Selvom hun
leverede en fantastisk fight, jeg nødigt var foruden, har en rogntung hunfisk som denne ikke meget kød på kroppen. Hannerne er derimod i fin foderstand.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This